Brandfolk slår alarm til ny minister

Foreningen af deltidsansatte brandmænd sætter deres lid til, at den nye beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil fjerne en af de bestemmelser, som forgængeren Claus Hjort Frederiksen (V) indførte.

Nemlig reglen om, at deltidsansatte brandmænd skal forlade brandmandsjobbet, hvis de bliver fyret fra deres almindelige job.

Claus Hjort Frederiksen strammede reglerne sådan, at ledige efter den 30. ledighedsuge ikke længere kan modtage supplerende dagpenge. Og han ville ikke som tidligere lave en dispensation til de deltidsansatte brandmænd.

Det passer rigtigt dårligt i tråd med, at det i forvejen er svært at tiltrække nye frivillige brandfolk, siger formanden for de deltidsansatte brandmænd Karsen Andersen.
- Vi har kendskab til mange, som er i den situation, at de er tæt på 30-ugers reglen og så må de sige deres brandmandsjob op.
- I snit har en deltidsbrandmand omkring seks timers beskæftigelse om ugen. Det kan man jo ikke leve af, hvis det betyder at man må give afkald på understøttelsen. Så vælger de frivillige brandmænd understøttelsen, siger Karsten Andersen.

Han mener, at det er en fejl fra Beskæftigelsesministrerets side og håber, at den nye minister vil rette op på problemet.




Deltidsbrandmænd må forlade jobbet, hvis de mister deres almindelige arbejde. Den regel, skal laves om, mener de.

Offentliggjort Sidst opdateret