Breivik-forestilling fik fredelig premiere
Foto: Erik Refner /Scanpix
Erik Refner /Scanpix
Alt gik fredeligt for sig, da CaféTeatret i København mandag aften havde premiere på den omstridte Breivik-forestilling "Manifest 2083".
Dramatikeren Christian Lollike og skuespilleren Olaf Højgaard har omsat dele af den norske massemorder Anders Behring Breiviks 1518 sider lange manifest til et teaterstykke, der senere skal vises i både Aarhus, Aalborg og Oslo.
Lollike og Højgaard har modtaget hademails og hadeindlæg i massevis, efter at de i januar præsenterede deres projekt.
En af disse indgik i stykket, hvor Olaf Højgaard læste højt af en mail fra en nordmand, som håbede, at stykket "blev det sidste, han spillede", og at skuespilleren sammen med sin familie "måtte brænde op i helvede".
Premierepublikummet bestod især af dansk og international presse, og de klappede høfligt og vedvarende, selvom Olaf Højgaard afsluttede stykket med at pege en geværattrap mod publikum.
På dette tidspunkt var skuespilleren iklædt en tempelridderuniform mage til den, Breivik blev nægtet tilladelse til at bære under den voldsomt eksponerede retssag, ligesom han havde vandkæmmet sit hår for at simulere massemorderens frisure.
Fra starten af stykket gjorde Olaf Højgaard ellers et stort nummer ud af at adskille sin personlighed fra Breivik ved at præsentere sig med navn og forklare, hvordan han sad og så Tour de France i et nordjysk sommerhus, da han hørte om Breiviks handlinger første gang.
Støt og roligt falder Højgaards person dog sammen med massemorderens. Det kulminerer i en scene, hvor en projektion af Breivik minder skuespilleren om alle de meningsfæller, han har rundt omkring i Europa, når det kommer til islam- og indvandrekritisk ideologi.
I denne sekvens nævnes blandt andre Frankrigs Front National, Italiens Liga Nord og det hjemlige Dansk Folkeparti, hvor der slås ned på det tidligere folketingsmedlem Jesper Langballes famøse udtalelse om, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel.
Efterfølgende giver skuespilleren sig til at græde, mens der på bagvæggen vises billeder af Breivik, der græder under retssagen, efter hans propagandavideo er blevet fremvist.
I det hele taget synes en væsentlig pointe med stykket at være, at Breivik ikke er et monster, men et menneske med ekstreme holdninger, som dog ikke er mere radikale, end at de fleste vil kunne genkende brudstykker af dem i sig selv.
En pointe, som dramatikeren Christian Lollike, der sammen med Højgaard står bag stykket, også fremhævede, da Ritzau talte med ham forud for premieren.
- Han er velbegavet, og man kan godt lade sig forføre af det. Og det er det uhyggelige ved det, påpegede han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde