Barakkerne i Horserød Statsfængsel skal udbygges til højhusstørrelse for at huse alle de, der nu vil havne i fængsel. Det siger Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte, efter at Østre Landsret tirsdag idømte ham to års ekstra fængsel i hovedsagen.
- Det er en absurd dom. Jeg har ikke gjort noget, uden at revisionen har sagt god for det, og byrådsmedlemmerne har kendt til det. Når jeg bliver dømt, så bliver vi saftsuseme mange i Horserød, siger Peter Brixtofte til TV2 News.
Han mener, at både anklagemyndigheden, forsvarschefen og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu også vil blive sat bag tremmer, når der ikke skal mere til.
Samtidig langer han hårdt ud mod dommer i byretten Peter Garde, som han mener har tilrettelagt og opnået en "politisk dom" over Brixtofte, som nu er blevet stadfæstet af landsretten.
- Det er politiske modstandere, som har dømt mig, og det har jeg ingen respekt for. Peter Garde er en yderligtgående højrenationalist, og han burde aldrig have været dommer, siger Peter Brixtofte, der ikke lader sig anfægte af, at både byret og landsret - og i sponsorsagen også Højesteret - har dømt ham.
Han kalder det "sludder og vås", at hans overforbrug af rødvine skulle være nok til at ryge i fængsel for. Hidtil har der ikke været konkrete regler for forbruget, og derfor skulle eksempelvis også tidligere chef for Rigspolitiet Torben Hesselbjerg sendes i fængsel for sit overforbrug i forbindelse med sin tur til Rio, siger Brixtofte.
Han vil nu søge Procesbevillingsnævnet om lov til at komme i Højesteret, og han er villig til at gå til Menneskeretsdomstolen, hvis Højesteret også dømmer ham.
- Det er synd for Danmark, at en kommune som Farum skal nedgøres, fordi vi har været meget dygtigere end alle andre. Farum havde et kæmpe overskud på 150 millioner kroner, vi har fantastiske plejehjem, ungdomsboliger og idrætsfaciliteter, siger Peter Brixtofte til TV2 News.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker