Brixtofte vil anke til Højesteret

Peter Brixtofte vil frifindes for anklagerne om mandatsvig og embedsmisbrug. Derfor vil han nu bede Procesbevillingsnævnet om lov til at få sin sag for Højesteret, efter Østre Landsret tirsdag idømte ham to års ekstra fængsel. Det bekræfter Brixtoftes forsvarsadvokat, René Offersen, som kort talte i telefon med Brixtofte efter domsafsigelsen.

- Jeg har talt med Peter Brixtofte, og han har meddelt, at han vil anke dommen. Det vil vi nu bringe for Procesbevillingsnævnet. Det vil ske inden for en uge, og det forventer vi, at der vil blive tilladelse til, siger René Offersen.

Han henviser til, at der ikke kan herske tvivl om, at sagen er helt ekstraordinær og derfor bør få mulighed for at blive prøvet ved den højeste retsinstans i Danmark.

- Statsadvokaten har allerede fastslået, at sagen er speciel. Vi kan bare vedlægge anklagemyndighedens procedure, så bør vejen stå åben for en prøvelse i Højesteret, siger René Offersen.

Procesbevillingsnævnet har tidligere givet Brixtofte grønt lys til at få prøvet den såkaldte sponsorsag i Højesteret. Den øverste retsinstans i Danmark valgte dog dengang at stadfæste domme på to år over Brixtofte i den lille af de to sager mod ham.

Brixtoftes anden advokat Preben Kønig finder Østre Landsrets dom "grotesk".

- Vi er skuffede. Dybt skuffede. Det forekommer mig helt grotesk, at landsretten kommer frem til en samlet straf på fire års fængsel i en sag af den karakter. Det er jo ikke gjort for egen vindings skyld, og der er ingen motiver af personlig karakter. Og der står et enigt byråd bag beslutningerne. Jeg synes, det er en hård straf, siger Preben Kønig.

Brixtofte er tidligere gået til Menneskeretsdomstolen med sponsorsagen. Den ligger stadig til behandling, og Brixtoftes advokater forventer et svar i løbet af januar måned.

/ritzau/

Peter Brixtofte vil forsøge at komme i Højesteret for at få omstødt dommen på to års fængsel. Det kræver dog tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Offentliggjort Sidst opdateret