Brødre fængslet efter mishandling af nabo

To brødre på 26 og 28 år trængte ind hos deres nabo og skød på ham med hardballgeværer. Mændene blev lørdag varetægtsfængslet frem til den 11. august.

En banal strid om trappevask fik natten til fredag to brødre til at gå amok på deres 63-årige nabo. Brødrene trængte ind i mandens bopæl på Gammel Hovvej i Kalundborg og skød med to hardballgeværer, fortæller pressemedarbejder Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 63-årige mand var nøgen under overfaldet, og brødrene på 26 og 28 år holdt ham fanget helt frem til fredag morgen, mens de fortsatte mishandlingen. De stjal 1000 kroner fra offeret og truede ham desuden til at betale 1000 kroner mere, hvis han ikke fremover gjorde ordentligt rent på trapperne.
Politiet anholdt de to voldsmænd fredag eftermiddag, og de blev lørdag varetægtsfængslet frem til den 11. august ved Retten i Holbæk. Sigtelserne lyder på blufærdighedskrænkelse, trusler, vold, frihedsberøvelse og afpresning og røveri. Den ene bror nægter sig skyldig, mens den anden erkender overfaldet på naboen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret