Brostrøm om nye råd til sundhedsvæsnet: Vil føles som forringelser
Søren Brostrøm, der er formand for Robusthedskommissionen, siger søndag, at en række nødvendige ændringer i sundhedsvæsnet af nogle vil opleves som forringelser. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Alle skal ikke have de samme tilbud i sundhedsvæsnet, siger formand for Robusthedskommissionen.
Der skal ske drastiske ændringer på en lang række områder, hvis det danske sundhedsvæsen skal fremtidssikres.
Blandt andet bør der prioriteres hårdere i opgaverne, og ikke alle borgere skal tilbydes det samme.
Sådan lyder det fra Søren Brostrøm, formand for Robusthedskommissionen, i et interview med Jyllands-Posten.
Her udlægger formanden nogle af de overordnede linjer af kommissionens anbefalinger, som offentliggøres mandag.
- Ændringerne er nødvendige, men det er vigtigt på forhånd at gøre klart, at mange vil opleve nogle af ændringerne som serviceforringelser, siger Søren Brostrøm til avisen.
Han nævner som eksempel, at nogle borgere efter et kræftforløb vil kunne klare sig med digitale løsninger som alternativ til kontrolbesøg på et hospital.
- Igen handler det om, at alle ikke skal have alt, og alle skal ikke have det samme, siger Søren Brostrøm.
Robusthedskommissionen blev nedsat i 2022. Den skal komme med anbefalinger til, hvordan der skabes mere tid til kerneopgaverne i sundhedsvæsnet, og hvordan der sikres mere personale.
En anbefaling lyder ifølge Jyllands-Posten, at medarbejdere, der i dag kun arbejder i dagtimerne, skal begynde at tage vagter på skæve tidspunkter eller på helligdage.
Det vil for eksempel kunne være en fysioterapeut, som tager en nattevagt på en skadestue.
Målet er at lette presset på medarbejderne på blandt andet akutafdelinger og i psykiatrien. For her har det vist sig særligt svært at holde på de ansatte.
Robusthedskommissionen vil også pege på, at ufaglærte vil kunne overtage nogle af de opgaver, som i dag varetages af uddannet personale.
Det kan være at servere mad til patienter eller måle blodtryk, siger Søren Brostrøm.
Foruden ham består Robusthedskommissionen af en række ekspertmedlemmer, som både tæller forskere og ledere fra sundhedsvæsnet.
Der har desuden været en følgegruppe, hvor blandt andet fagforeninger er repræsenteret.
Robusthedskommissionens anbefalinger offentliggøres mandag formiddag.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker