Brushaner i tilbagegang - skrigørne i fremgang
Edderfuglen er en af de fugle, som er truet i Europa. (Arkivfoto) Foto: Hinrich Bäsemann/Ritzau Scanpix
Hinrich Bäsemann/Ritzau Scanpix
Hver tredje fugleart går tilbage i Europa. - Vi er i en naturkrise, siger miljøminister. Men også godt nyt.
En tredjedel af Europas fuglearter er på tilbagetog.
Det peger en ny undersøgelse af 544 europæiske fuglearter på. Den er foretaget af organisationen Birdlife International i samarbejde med blandt andet EU-Kommissionen.
Undersøgelsen er den nye rødliste for europæiske fugle. Rødlister er lister over, hvilke dyrearter, som er truede, og i hvilken grad.
35 fuglearter, som findes i Danmark, er på listen.
- Vi befinder os i en naturkrise, hvor tusindvis af dyre-, plante- og svampearter er i fare for helt at uddø. Det sætter den nye europæiske rødliste for fugle en tyk streg under, udtaler miljøminister Lea Wermelin (S) i en skriftlig kommentar.
17 danske fuglearter er blevet mere truede, i forhold til den liste som udkom for seks år siden. Omvendt har 21 danske fuglearter fået det bedre - de er enten ikke længere truede eller blevet mindre truede.
Organisationerne bag listen vurderer fuglearterne på en skala fra mindst bekymrende til uddød.
Vurderingen bygger på flere end 50 lande og territorier i Europa.
- Samtidig er det godt nyt, at en række fuglearter som eksempelvis isfugl og rød glente er rykket ud af den europæiske rødliste. Det viser, at det er muligt at vende arters tilbagegang, tilføjer Lea Wermelin.
Knud Flensted, der er biolog og naturpolitisk medarbejder hos Dansk Ornitologisk Forening, ser både positive takter og alarmsignaler ved den nye liste.
Han fremhæver fuglegruppen engfuglene som nogle af de arter, der har det svært i Danmark og på europæisk plan.
- Det er eksempelvis brushaner og rødben, som yngler på vores strandenge og ferske enge. De har det rigtig skidt i Danmark, og det har de så også på europæisk plan. Så det er jo alarmerende, siger han.
Omvendt har nogle af indsatserne for at forhindre ulovlig bekæmpelse af rovfugle, betydet at flere rovfugle er blevet mindre truede ifølge Knud Flensted.
Blandt de danske fugle, som er mere truede, er edderfuglen, vagtlen og rågen.
Til gengæld er isfuglen, sølvmågen og steppehøgen fløjet helt af listen.
Arter som dværggæs og store skrigeørne har også fået det bedre, men de er ikke helt af listen endnu.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde