Brystkræftoperationer rykkes væk fra presset sønderjysk sygehus
Brystkræftoperationer rykker, men Sygehus Sønderjylland vil fortsat varetage den del af behandlingen af deres brystkræftpatienter, der ikke handler om selve operationen for eksempel udredning med mammografi. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mangel på personale er skyld i, at brystkræftoperationer på Sygehus Sønderjylland rykker til Esbjerg og Vejle.
I Sønderjylland har man længe forsøgt at hente brystkræftkirurger ind fra nær og fjern uden held. Det betyder, at man fra december ikke længere kan blive opereret for brystkræft på Sygehus Sønderjylland.
Patienterne vil derimod blive flyttet til enten Vejle eller Esbjerg for at blive opereret.
Det har regionsrådet i Region Syddanmark besluttet mandag, skriver regionen i en pressemeddelelse.
- På grund af rekrutteringsudfordringer og et generationsskifte på Aabenraa sygehus kan sygehuset ikke selv stå for brystkræftoperationer efter udgangen af november 2023, skriver regionen og tilføjer, at en ny organisering af operationerne har været nødvendig.
Formand for Sundhedsudvalget, Mette With Hagensen (S), siger i meddelelsen, at det har været vigtigt at finde en løsning, så usikkerheden om, hvor ens operation skal foregå, kan fjernes.
- Et kræftforløb har så mange usikkerheder og bekymringer, så usikkerhed om, hvor man kan blive opereret, skal ikke lægges oven i det, siger hun.
I begyndelsen af oktober lød det fra Peter Sørensen, der er lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland, at det ikke er med god vilje, at sygehuset lukker ned for operationer af brystkræftpatienter.
Men mangel på brystkræftkirurger har gjort det nødvendigt.
- Vi har forgæves forsøgt at rekruttere brystkræftkirurger fra Skandinavien, Tyskland og resten af Europa, sagde han i oktober til DR og tilføjede, at man yderligere havde forsøgt at motivere egne yngre læger uden held.
Sygehus Sønderjylland vil fortsat varetage den del af behandlingen af brystkræftpatienter, der ikke handler om selve operationen.
Det omhandler blandt andet mammografier, biopsier og kemobehandlingen før og efter operationen.
Patienter fra Haderslev og Tønder kommuner skal tage til Esbjerg, og patienter fra Aabenraa og Sønderborg skal opereres i Vejle.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker