Buschef fik kørekort og satte sig bag rattet

Johannes Sloth nyder pensionistlivet med cykelture i skoven. 25. oktober fylder han 80 år. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Johannes Sloth valgte som chef for hovedstadens busser selv at tage stort kørekort, så han kunne prøve jobbet bag rattet. Tirsdag den 25. oktober fylder han 80.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det stod nærmest skrevet i stjernerne, at Johannes Sloth skulle arbejde med veje, og senere med det, der kører på dem.

Hans far var nemlig vognmand.

Sloth skulle dog lige en smuttur forbi IBM, før han fik lagt sig helt fast på karrierevejen.

Da han blev 75 år, trådte han ud af bestyrelserne i henholdsvis Odense Letbane og Dynatest for at gå på pension på fuldtid.

Den 25. oktober bliver han så 80.

- Nu går jeg mange ture og cykler i skoven ved Allerød, hvor jeg bor. Og jeg får læst en masse bøger om historie og biografier, som jeg ikke havde tid til før.

Dertil nyder han at være sammen med sine børn og børnebørn.

Umiddelbart efter, at han blev uddannet civilingeniør i 1968, fik han job ved Statens Vejlaboratorie, der er en del af Vejdirektoratet.

Kun afbrudt af sidespringet som systemudvikler hos IBM arbejdede han sig siden op gennem direktoratet.

I 1977 blev han chef for Vejdatalaboratoriet, og ti år senere rykkede han til toppen, da han blev udnævnt som vicedirektør for hele direktoratet.

Efter fem år kom der imidlertid bud udefra, og Johannes Sloth tog imod jobbet som chef for det hovedstadens busselskab HT.

Her stod han for at gennemføre en kontroversiel omlægning med udlicitering af busruter til private aktører.

- I mine 24 år i vejsektoren havde jeg mange interessante opgaver, men jeg må nok indrømme, at vejområdet er "nemmere" end kollektiv trafik.

- I kollektiv trafik kommer du tæt på mennesker. Der er simpelthen flere faktorer, der skal passe sammen, konstaterede han i fagbladet Transportnyhederne, da han i 2009 gik på pension.

Han sad efterfølgende i diverse bestyrelser.

Inden pensioneringen var HT blevet indlemmet i Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), som Sloth blev chef for.

I 2007 blev han udpeget som manden, der skulle forme Movia ud fra de tre sjællandske trafikselskaber.

Johannes Sloth blev hele vejen igennem omtalt som en respekteret chef, der gerne selv drog på kontrol i busserne.

Han tog også det nødvendige kørekort, så han selv kunne prøve kræfter med chaufførjobbet og få indsigt i de ansattes hverdag.

/ritzau/