Butikker må sælge gammel mad

I dag bliver kødpålæg, pasta og mælk smidt ud, så snart varerne har overskredet holdbarhedsdatoen. Men det er madspild, mener Fødevarestyrelsen.

Den vil nu ændre reglerne, så supermarkeder og butikker fremover godt må sælge gamle madvarer. Det beretter TV2.

Fødevarestyrelsen mener ikke, at der er nogen sundhedsfare ved at spise fødevarer, der har overskredet datoen for mindst holdbar til.

Datoen vedrører nemlig kun kvaliteten af fødevarerne. Butikkerne må dog fortsat ikke sælge fødevarer som for eksempel hakket oksekød eller kyllingefilet, der er for gammelt, understreger styrelsen ifølge tv2.dk.

- Vi har set et stigende fokus på at begrænse madspild. Og i den forbindelse har vi set på, om der var noget vi kunne være med til at ændre, som kunne være med til at begrænse madspild, forklarer fuldmægtig i Fødevarestyrelsen Nina Læssø Jakobsen.

Hun siger til TV2, at hun da ikke selv er bange for at tage en mad med gammelt syltetøj på.

Men hos Forbrugerrådet er man bestemt ikke begejstret for de nye regler.

Camilla Hersom, der er formand for Forbrugerrådet, siger:

- Så er det altså os selv der lige pludselig skal vurdere det. Og derfor skal man selv holde øje med datoerne og lade være med at købe noget, hvor den dato er overskredet, for så får man altså ikke en højkvalitets-vare.

Fødevarestyrelsen satser på, at de nye regler kan træde i kraft i begyndelsen af oktober.

/ritzau/

Fødevarestyrelsen vil give supermarkeder og butikker lov til at sælge madvarer, der er blevet for gamle.

Offentliggjort Sidst opdateret