Camilla Broe fængsles indtil udlevering

Den 41-årige Camilla Broe skal sidde fængslet, indtil hun kan udleveres til USA i forbindelse med en narkosag fra 1990'erne. Det har Retten i Lyngby afgjort.

Camilla Broe får ikke lov til at komme hjem til sin 10-årige datter. Den 41-årige enemor skal sidde fængslet, indtil hun kan udleveres til USA i forbindelse med en narkosag fra 1990'erne. Det har Retten i Lyngby afgjort torsdag aften.
Retten fandt, at Broe flyttede fra USA for at undgå retsforfølgelse. Og efter Østre Landsret torsdag fastslog, at hun skal udleveres til retsforfølgelse i USA er der risiko for, at hun igen vil forsøge at undgå at komme for en amerikansk domstol. Camilie Broe modtog dommen fattet, mens et familie medlem, der sad ved siden af hende, begyndte at græde.
Broe kan nu se frem til at sidde i et dansk fængsel i op til 30 dage, inden hun skal udleveres. Hvis hun ikke er blevet udleveret inden da, skal hun løslades.
Tilbage i 1990'erne var Camilla Broe vidende om, at en forhenværende kæreste sirligt havde opbygget en narkoring, der blandt andet smuglede ecstasypiller fra Holland til USA. Siden forlod hun såvel narkobossen som USA, men i 2001 bankede amerikanerne pludselig på døren og forlangte kvinden udleveret. De anklager Camilla Broe for at have smuglet 106.000 ecstasy piller samt hvidvasket penge.
Hun vil som den første dansker nogensinde blive udleveret til retsforfølgelse i et land uden for EU.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret