Det er tidligt fredag formiddag, og om et øjeblik indtager Jacob Neiiendam sin plads i én af de mange biografer på festivalen i Cannes for at se den japanske "Tetsuo the Bulletman".
- Det ligner en forholdsvis stille dag, hvor jeg nok kun skal se en håndfuld film, forklarer han.
Jacob Neiiendam er chef for Københavns internationale filmfestival, CPH Pix. Selv om der er 11 måneder til næste festival i København, indledes forberedelserne i disse dage i Cannes.
Det handler nemlig om at se de interessante film, som enten får premiere eller lanceres i Cannes, og så handler det i høj grad om at udbygge netværket med andre folk fra branchen. Via dette netværk sikres aftalerne om at få de film, som CPH Pix gerne vil hente til København.
- I år viste CPH Pix 180 film, mange af dem fra sidste års program i Cannes. Og det er typisk film, som ellers ikke når frem til de danske biografer, tilføjer han.
Neiiendam skønner, at højst tre-fire film i hovedkonkurrencen i Cannes vil blive vist i de hjemlige biografer. Derfor er de internationale festivaler blevet en slags alternativ platform for filmselskaberne, forklarer han.
Mens festivalen i Cannes har en historie, som går over 60 år tilbage, blev dens "kollega" i København i sin nuværende form afviklet for anden gang i år. Mens Cannes opererer med et budget, der svarer til godt 140 mio. kr., måtte "lillebror" i København klare sig med 6,5 mio.
- Vores ambitioner går slet ikke i retning af at blive en festival på linje med Cannes, hvilket også ville være fuldstændigt urealistisk. Trods mange aflysninger på grund af problemerne i flytrafikken havde vi en fin festival med godt 40.000 besøgende, 3000 flere end i 2009. Det viser, at vi har fundet en model, som tiltrækker rigtigt mange, slutter chefen for CPH Pix.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker