Carlsberg aflyser årets J-dag grundet corona
Det har i mange år været tradition, at Carlsberg uddeler Tuborg Julebryg den første fredag i november - dagen er også kendt som J-dag. Men i år bliver anderledes. På grund af coronavirusset er festlighederne og smagsprøverne aflyst, men øllet bliver stadig sat til salg. (Arkivfoto). Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Coronavirusset sætter en stopper for årets J-dag. Julebryggen bliver sat til salg, men deles ikke ud til folk.
J-dag er aflyst i år på grund af coronavirus. Dermed bliver Tuborgs julebryg ikke lanceret under de festligheder, som mange kender dagen for.
Det oplyser Kasper Elbjørn, der er informationschef for Carlsberg og Tuborg i Danmark.
- J-dag, som vi kender det, er aflyst, siger han.
Dermed bliver der ikke delt gratis julebryg ud første fredag i november fra klokken 20.59, hvilket der ellers har været tradition for længe.
Tuborg Julebryg bliver stadig sat til salg, så det er de festlige omstændigheder og smagsprøverne, der er sat en stopper for i år.
- Traditionen fortsætter. Sneen falder, og den smager af det samme, men snestormen klokken 20.59, hvor nisserne deler julebryg ud, den er aflyst, siger informationschefen.
- I år handler det ikke om fest og øl klokken 20.59, men om at fejre julens komme sammen, ansvarligt og sikkert, siger han.
Dagen, der i år finder sted 6. november, får typisk mange mennesker til at strømme på gaderne og samles på barer og værtshuse. Her får mange årets første julebryg, mens lyseblå nissehuer lyser aftenen op med snefnug og blink.
Carlsberg ser det som en vigtig og traditionsrig dag for både bryggerigiganten og folk i Danmark.
- Vi føler, at vi har pligt til at følge med tiden, og i år er tiden bare ikke til en J-dag, som vi kender den, siger Kasper Elbjørn.
Han fortæller, at årets J-dag er et forsøg på at gøre dagen mere coronavenlig.
Det sker blandt andet ved at have julebryggen på hanerne over hele landet hele dagen, så folk ikke stimler sammen kort før klokken 21, men i stedet spredes ud over hele dagen.
Informationschefen håber, at der stadig er en del, der vil fejre julens komme med en julebryg.
- Men vi opfordrer til, at man gør det lidt mere stille og roligt, ansvarligt og sikkert ved at holde mere afstand samt ikke at forsamles mange, siger Kasper Elbjørn.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned