Rektor for Copenhagen Business School (CBS), Johan Roos, er lørdag aften blevet fyret, efter et ekstraordinært møde i CBS' bestyrelse. Det erfarer TV 2 Finans.
Fyringen kommer efter en artikel i dagbladet Børsen i fredags, hvor Johan Roos beskyldes for næsten enerådigt at have stået bag en ulovlig fusion på handelshøjskolen med den privatejede udbyder af MBA-titler, Scandinavian International Management Institut (Simi).
Den ulovlige fusion har resulteret i, at de 25 studerende på det seneste MBA-hold står uden gyldige eksamensbeviser. De studerende har betalt op mod 500.000 kroner af egen lomme for at få det prestigefyldte kvalitetsstempel.
Allerede den 4. marts skrev Børsen, at fusionen mellem CBS og Simi var i klar strid med universitetsloven, og indtil da havde ledelsen med Johan Roos i spidsen hemmeligholdt problemerne.
Ulovligheden består blandt andet i beslutningen om, at den private Simifond skulle være den fond, som skulle drive både kortere kurser og masteruddannelserne på CBS.
Men beslutningen var fatal, idet universitetsloven kræver, at CBS' statsstøttede og akkrediterede masteruddannelser ikke kan drives i privat regi.
Hvad der kommer til at ske for de 25 studerende med ugyldigt eksamensbevis er stadig usikkert. Men for de 17 nuværende MBA-studerende ved CBS-Simi tegner det efter sigende lysere.
I en e-mail til Børsen skriver programdirektør Robert Austin hos CBS-Simi nemlig, at han har fået tilladelse til at akkreditere de nuværende 17 studerende under CBS' normale akkreditering, Equis. Børsens kilder fastholder dog, at det ikke kan lade sig gøre, fordi man dermed flytter en akkreditering fra en juridisk enhed til en anden.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub