CELF: Vi ved at der er elever med problemer

- Vi ved det og vi kender godt statistikkerne, siger direktør for CELF, Michael Bang.

Antallet af unge på landsplan, som er afhængige af kokain er mere end fordoblet på blot får år.

I 2000 var 2,7 procent af de unge afhængige. I dag er tallet 5,6 procent.
- Vi kan godt se, hvis en elev er på vej ud i et misbrug. Når de sidder hver mandag morgen og hænger og er sløve og trætte, tager vi fat i dem siger Michael Bang og tilføjer:

- Vores studievejledere tager fat i de unge, hvis det ser ud som om, at et misbrug er under opsejling. Ikke bare når det gælder kokain, men alle stoffer og alkohol.

Hvis eleverne møder op på skolerne og er påvirkede, bliver de sendt hjem.
- Det er direkte forbundet med fare, hvis eleverne på værkstederne under erhvervsuddannelserne er påvirkede når de skal oplæres i at betjene maskiner, forklarer Michael Bang.

CELF afholder henover et skoleår flere arrangementer om misbrug.
- Vi skal tale om det. Det er vigtigt at erkende og tale om narko og alkoholproblemerne, når vi ved, at de er der, siger CELFs direktør.

Skolens studievejledere griber ind, hvis der er mistanke om, at en elev er på vej ud i et misbrug. En direkte behandling går skolen dog ikke ind i. Det overlades til behandlersystemet uden for skolens regi.

- Ind imellem lader vi politiet komme en tur ud på skolerne og fremvise, hvor dygtige deres narkohunde er. Det virker præventivt. Ikke mindst over for de, som vi godt ved, indimellem prøver at komme ind på skolerne for at sælge stoffer til eleverne, fortæller Michael Bang.




CELF ved godt der er stofmisbrugere blandt uddannelsesinstitutionens 2700 elever.

Offentliggjort Sidst opdateret