CELFs nye handelsskole indviet

Hundredevis af elever, undervisere og andre var mødt fredag for at bevidne åbningen af Celfs handelsskoleafdeling på Merkurs Plads i Nykøbing.

I lidt over et år har håndværkere bygget om på skoleafdelingen, og nu er ombygningen og renoveringen færdig.
- Jeg håber, at elever og lærere vil synes, det er dejligt at være her og at det skaber et bedre skolemiljø og befordrer nye måder at tænke på, siger direktør Mikael Bang.
 
Første taler ved indvielsen var uddannelsesdirektør Carsten Toft Nielsen. Han fortalte, at han første gang, han så handelsskolen på Merkurs Plads måtte konstatere, at det efter hans mening var et godt sted.
Men videre måtte han konstatere, at det kunne gøres bedre. Til det formål er der siden 2008 blevet brugt 12 millioner kroner.
- Vi ville gøre godt bedre, så derfor har vi fået lysere lokaler og mere moderne teknologi, fortæller han.
Derudover har skolen nu fået ombygget fællesarealerne, så de fungerer bedre og fået en beach-volleybane til stor glæde for eleverne. Det sidste kunne elevrådsformand Christian Nielsen bekræfte, idet han fortalte, at eleverne herefter håbede på at få et bedre socialt liv på skolen.
På opholdsarealerne er der kommet nye møbler og udstyr. Herfra er der direkte kontakt ud til de ombyggede klasselokaler med smart-board tavler, hvor der nu er mere plads til den enkelte elev.
Skolens fælles auditorium er også blevet moderniseret og udstyret med et nyt audiovisuelt anlæg.
Ombygningen er tegnet af arkitekt Gorm Larsen fra E. Tind Nielsen og er blevet til i tæt samarbejde med de involverede afdelinger, elever og medarbejdere.
 
Foto: Foto: Claus Hansen

Efter en omfattende renovering og modernisering står Celfs handelsskole afdeling i Nykøbing nu klar

Offentliggjort Sidst opdateret