Center for Cybersikkerhed fraråder russisk antivirusprogram
USA forbød torsdag, at det russiske selskab Kaspersky kan sælge sin antivirussoftware i USA. Fredag opfordrer Center for Cybersikkerhed til at tage kritisk stilling til, om man skal have leveret sin antivirussoftware fra selskabet. (Arkivfoto). Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Efter forbud i USA opfordrer Center for Cybersikkerhed til at tage kritisk stilling til russisk antivirus.
Hvis danske virksomheder og myndigheder bruger antivirusprogrammer fra den russiske cybersikkerhedsvirksomhed Kaspersky, bør de genoverveje det.
Det siger Mark Fiedel, der er vicedirektør i Center for Cybersikkerhed, til DR.
- Det gode råd er at tage kritisk stilling til, om Kaspersky skal være dem, der leverer ens antivirusprodukt, siger han.
Opfordringen kommer i kølvandet på, at USA torsdag forbød Kaspersky at sælge sin software til amerikanske kunder.
USA's efterretningstjenester har i flere år advaret om, at Kaspersky er en national sikkerhedstrussel, fordi Rusland angiveligt kan bruge softwaren til at spionere mod kunderne, skriver it-magasinet Wired.
Forbuddet fra det amerikanske handelsministerium er det første af sin slags.
Mark Fiedel siger til DR, at Center for Cybersikkerhed, som hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), ikke selv ville bruge softwaren.
Det amerikanske forbud træder i kraft 20. juli. Kaspersky har tilladelse til at levere opdateringer til sine eksisterende amerikanske kunder ind til 29. september.
Kaspersky har hovedkvarter i Moskva, men har kontorer i 31 lande og tilbyder software til 400 millioner brugere og 270.000 virksomheder i mere end 200 lande, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det russiske selskab benægter, at det udfører aktiviteter, som kunne være en sikkerhedsrisiko.
Allerede i 2017 forbød amerikanske myndigheder, at et bestemt antivirusprogram fra Kaspersky blev brugt på føderale netværk, skriver det britiske medie BBC.
Selskabet blev dengang beskyldt for at have forbindelse til de russiske efterretningstjenester.
Kaspersky har også annonceret, at de vil gøre brug af alle juridiske muligheder for at kæmpe imod forbuddet i USA ifølge BBC.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde