Centralt vidne forsvundet i tortursag

Tirsdag begynder en sag, som en afghaner har anlagt mod det danske forsvarsministerium. Ghousoullah Tarin siger, at han blev udsat for tortur, efter danske soldater havde taget ham til fange og udleveret ham til amerikanerne.

Nu er Ghousoullah Tarin kommet til Danmark for at føre sagen i Østre Landsret. Men nu er et helt centralt vidne i sagen - den såkaldte tolk - forsvundet, oplyser DR Nyheder.

Tolken er et nøglevidne, fordi han tilbage i 2002 fungerede som tolk, når amerikanerne afhørte de afghanske fanger, og fordi han efterfølgende siger, at han fortalte sine danske overordnede om den tortur, som amerikanerne udsatte fangerne for.

- Vi aner ikke, hvor han er, siger advokat Peter Biering fra Kammeradvokaten, der repræsenterer staten, til DR Nyheder.

Han indrømmer, at det er meget usædvanligt, at et centralt vidne forsvinder så tæt på, at sagen starter.

Advokat Peter Biering mener ikke, at tolkens forsvinden betyder så meget for sagen. Tolkens forklaringer er nemlig allerede dokumenteret i den auditørrapport, som er lagt frem.

Tarins advokat, Tyge Trier, ved heller ikke, hvor tolken befinder sig. Han har heller ikke haft mulighed for at lede efter ham.

- Jeg har fået forbud mod at kontakte tolken. Forsvarsministeriets advokat har sagt, at han vil stå for indkaldelsen af alle, der har arbejdet for Forsvaret, siger Tyge Trier til DR Nyheder.

Han tilføjer, at det vil være "katastrofalt" for sagen, hvis tolken ikke dukker op.

/ritzau/

En tolk, der er centralt vidne i sag om tortur, er forsvundet. Sagen begynder i Østre Landsret tirsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret