Chefer sparer på julegaverne i år

 Skuffet over julegaven fra chefen i år? Du er ikke alene. Hver fjerde oplever, at chefen er blevet mere nærig med julegaven de senere år. Det viser en undersøgelse, som Wilke har lavet for Avisen.dk.

Og det er ikke bare fordi vi er en flok utilfredse brokkerøve. Firmajulegaven er skrumpet, bekræfter flere af de leverandører, som Avisen.dk har talt med. "Set over en bred kam er de firmajulegaver, som bliver bestilt hos os, blevet billigere. Nogle firmaer har endda meldt ud, at de på grund af dårlige tider ikke giver julegave i år," lyder det fra Claus Bach, som ejer Bach Firmagaver til Avisen.dk.

Kun fem procent af os oplever, at chefen flotter sig med bedre gaver, viser undersøgelsen. Den viser også, at en del arbejdspladser har skrottet julegaven. En tredjedel af dem, der ikke får julegave af chefen, plejer at få. Det handler om signalværdi, når medarbejderne må nøjes med at pakke en æske chokolade op i stedet for en fed iPad.
 
Det fortæller Loise Greve, ejer af Den Personlige Gave, som også oplever chefernes mådehold.
-Vi har mistet ordrer fra firmaer, som har været ude i fyringsrunder. Det er kotume, at når man har fyret en del medarbejdere, giver man ikke store, fede gavekort til dem, der er tilbage, siger Loise Greve til Avisen.dk. Hun tilføjer, at faldet er omkring tyve procent set i forhold til 2008, som var det fede år lige før finanskrisen. Også Dansk Industri bekræfter, at chefen er blevet mere beskeden.

-Mange har valgt at skære ned her, men de fleste fastholder, at de medarbejdere, som er tilbage, skal have en erkendtlighed, siger Søren Johannessen, chefkonsulent i Dansk Industri til avisen.dk. Selvom kun fem procent af danskerne oplever, at chefen er blevet mere gavmild, er der dog også solstrejf i julesneen.

-Dem, der køber firmajulegaver hos os, er ikke bleg for at give hundrede kroner mere i år end de plejer. Arbejdsgiveren har typisk presset medarbejderne med overarbejde, så nu skal de have et klap på skulderen, siger Pia Marie Schougaard, ejer af den mere eksklusive gaveleverandør Kaare Design til Avisen.dk. Det generelle billede fra gaveleverandørerne er, at chefen stadig giver gave, men at den er billigere. De klassiske julegaver er populære: Det er især chokolade, vin og lysestager fra Georg Jensen, som chefen putter i julesokken.

Samtidig er firmaerne blevet mere prisbevidste og vælger at spørge efter mængderabat eller selv sammensætte en kurv med ting.

Og selvom nye regler sidste år hævede loftet for skattefrie gaver, så chefen i princippet kan give en gave til tusind kroner, er der stort set ingen, som udnytter reglen, lyder det.

Foto: Anders Knudsen (arkiv)

Offentliggjort Sidst opdateret