Chefredaktør stopper på Radio24syv

Foto: Claus Bech /Scanpix

Chefredaktør Suzanne Moll stopper på Radio24syv og vender tilbage til internationalt arbejde, oplyser radiostationen i en pressemeddelelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Suzanne Moll forlader radioen med udgangen af januar 2013.

Mandag i sidste uge blev kanalchef Mads Brügger fyret, angiveligt på grund af samarbejdsproblemer.

Med Suzanne Molls afgang bliver radiostationens ledelse ændret, så ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør, Jørgen Ramskov, selv overtager det direkte ledelsesansvar for nyhedsafdelingen.

Derudover skal der ansættes en administrationschef til at lede de administrative opgaver på stationen.

Sammen med Jørgen Ramskov, Mikael Bertelsen og Mads Brügger har Suzanne Moll stået i spidsen for etableringen af den nye radio siden midten af 2011, hvor hun haft ansvar for nyheds- og aktualitetsafdelingen.

Suzanne Moll vender tilbage til jobbet som international medierådgiver for blandt andet IMS (International Media Support) og WAN (World Association of Newspaper).

- Radio24syv har været en stor del af mit liv i over et år nu, og det har været fantastisk. For mig er etablering af nye projekter, store eller små, den vigtigste personlige drivkraft, og det vil jeg gerne arbejde videre med både i udlandet og herhjemme, siger hun.

Bestyrelsesformand for Radio24syv, Lisbeth Knudsen, ønsker Suzanne Moll held og lykke med det internationale arbejde igen.

- Suzanne Moll har ydet en kæmpe indsats for at få startet Radio24syv op fra bunden. Resultatet er en nyhedsdækning med store ambitioner og internationalt udsyn, siger Lisbeth Knudsen.

/ritzau/