Salget af folkeaktier, der skal redde Christiania, er kommet godt i gang. Men der er dog stadig et stykke vej til de 76 millioner kroner, som fristaden skal bruge for at købe sig fri.
Siden salget af folkeaktier åbnede mandag eftermiddag, er der frem til tirsdag middag solgt folkeaktier for halvanden millioner kroner:
- Siden i morges klokke 7 er der solgt for 250.000 kroner aktier. Sammenlagt har vi dermed rundet halvanden million kroner, siger en glad Svend Erik Krogh, der er Christianias hovedkasserer.
- Det er lidt mere end forventet, for vi havde da snakket om, at det kunne være spændende, hvis vi rundede en million, tilføjer han.
Fonden Fristaden Christiania har brug for økonomisk hjælp til at købe området af staten for 76 millioner kroner. Første afdrag på 46 millioner kroner skal falde 1. april.
Derfor har Christiania udstedt folkeaktier via Fonden Fristaden Christiania for at rejse de mange millioner kroner.
- Det er et imponerende salg, vi har haft. Vi er meget glade og tilfredse. Man bliver stolt over, at så mange vil deltage i at hjælpe Christiania, siger Svend Erik Krogh.
- Og vi håber da, at det vil fortsætte. Det ville være fantastisk, tilføjer han.
De Radikales leder, Margrethe Vestager, skrev tirsdag morgen på sin twitter-profil, at hun har købt en folkeaktie, mens Ida Auken (SF) overvejer at købe en til fungerende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Økonomisk medarbejder på Christiania Risenga Manghezi mener, at man skal se aktiekøbet som en investering i frihed. Der bliver ikke tale om en normal aktionærindflydelse.
Folkeaktien koster fra 20 kroner og opefter. De billigste er trykt industrielt, men hvis man giver over 500 kroner, får man en aktie, der trykt i hånden på Christianias grafikværksted.
En aktie i guldtryk koster over 10.000 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub