Computerspil skal gøre truckerlivet attraktivt

Drengedrømmen om at blive virkelighedens "Rubber Duck" fra den 35 år gamle truckerfilm "Convoy," har de seneste år manglet tilhængere i den danske ungdom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nyt computerspil finansieret af Transportsektorens Uddannelsesfond (TSU) skal imidlertid sætte nøglen i tændingen for ungdommens logistik-drømme. Det er i hvert fald intentionen med det nye "Cargo Dynasty," som TSU har investeret syv millioner kroner i.

Spillet bliver vist frem til offentligheden på Transportmessen i Herning mellem den 4. og den 7. april, hvor alle - lige fra folkeskoleelever til transportminister, Henrik Dam Kristensen (S) - kan få lov at prøve kræfter med det virtuelle liv som trucker.

- Det er et fremragende initiativ. Det er et spil, der i den grad er designet til at forberede eleverne på de krav, som findes i erhvervslivet. Og at de så oven i købet synes, at det er sjovt, gør jo bare, at det sætter sig fast, siger transportministeren i en pressemeddelelse.

Baggrunden for "Cargo Dynasty"-projektet er blandt andet, at gennemsnitsalderen i transportbranchen er tæt på 50 år, ifølge Magnus Købke, der er projektschef i TSU.

- Det betyder, at vi får brug for flere hænder i de kommende år, og når de store årgange forlader os. Det gælder både chauffører, lagerarbejdere og administrativt personale, siger han i pressemeddelelsen.

Spillet er bygget op i stil med megasællerten "Sim City," hvor spilleren kontrollerer en by på godt og ondt.

Det samme gør sig gældende "Cargo Dynasty," hvor spilleren skal starte, udvikle - og herefter bevare overblikket over - sin egen vognmandsforretning. Spillet er designet som et online multiplayer-spil, så eleverne kan spille mod hinanden.

Spillet stilles gratis til rådighed for folkeskoler og EUC fra næste skoleår i håbet om, at det kan give undervisningen et løft, samt bidrage positivt til børns overvejelser om at arbejde i transportsektoren.

/ritzau/