Coop stopper med afbrænding af organisk affald
Supermarkedskæden Coop har indgået en aftale med et miljøfirma om at omdanne kædens organiske affald til biogas.
Coops forretninger producerer årligt 40.000 ton organisk affald, som hidtil er blevet brændt, men i løbet af to år vil det være slut, oplyser Coop i en pressemeddelelse.
Meddelelsen kommer i kølvandet på, at miljøminister Ida Auken (SF) mandag præsenterede regeringens ressourcestrategi, som blandt andet indebærer, at affald i højere grad skal genanvendes eller på anden måde udnyttes.
- Vi hilser derfor regeringens nye ressourcestrategi velkommen, fordi den lige som vores initiativ vil sikre mere genanvendelse og mindre forbrænding af affald, siger Anna Lise Mortensen, der er ansvarlighedsdirektør i Coop, i pressemeddelelsen.
Ifølge Coop vil omdannelsen af affaldet til biogas betyde, at atmosfæren hvert år spares for 10.270 ton CO2. De 40.000 ton affald vil kunne opvarme 5700 husstande i et år.
Anna Lise Mortensen erkender dog, at det ikke udelukkende er miljøhensyn, som taler for Coops beslutning.
- Vores aftale betyder både en kæmpe miljømæssig gevinst for samfundet, men det er også økonomisk fordelagtigt for os, fordi vores affald får en større værdi, siger hun.
Beslutningen fra Coop kommer på baggrund af en test foretaget i 10 butikker på Fyn. I første omgang udvides ordningen til at omfatte hele Fyn, og i løbet af to år samtlige Coops 1200 butikker i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker