Copenhagen Pride kæmper med at genvinde tilliden efter sponsorers flugt

Benjamin Hansen overtog posten som forperson i Copenhagen Pride sidste år, efter at den forrige forperson, Lars Henriksen, trak sig efter sponsorflugten. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Efter sidste års sponsorflugt kæmper Copenhagen Pride for at genopbygge partnerskaber. Sidste års uklare kommunikation er et problem, siger tidligere sponsor.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at Copenhagen Pride-paraden sidste år mistede næsten halvdelen af sine sponsorer, kæmper organisationen bag for at genvinde tilliden hos sine samarbejdspartnere.

Butikskæden Matas var en af de sponsorer, som trak sig sidste år.

Matas støtter fortsat op om LGBT+-sagen. Men igen i år har Matas valgt ikke at sponsorere Priden.

- I forbindelse med Priden koncentrerer vi os i år om vores samarbejde med Pan Idræt og andre aktiviteter og er således ikke partnere på Copenhagen Pride.

Det skriver Alexander Elverlund, presseansvarlig hos Matas, i en kommentar til Ritzau.

Arbejdet med at genvinde tilliden hos sponsorerne er i fuld gang, fortæller Benjamin Hansen, som overtog posten som forperson i Copenhagen Pride efter sponsorflugten.

- Vi har haft travlt siden sidste år. Og som vi har sagt tidligere, er det her en tillidsøvelse.

- Vi har fokuseret på at få talt med alle tidligere og nuværende partnere, og vi har talt med en masse potentielt nye, siger han.

Tabet af sponsorer skete, efter at Copenhagen Pride på Facebook meddelte, at sponsorerne ville blive spurgt ind til "interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina".

Hvis sponsorerne ikke kunne levere et "tilfredsstillende svar", kunne de ikke længere indgå et partnerskab med paraden, lød det fra organisationen bag.

Ud over sponsorflugten oplevede Pride-paraden en publikumsflugt. Det blev af Københavns Politi estimeret, at 35.000 deltog i paraden i 2023, mens estimatet for 2024 lød på 15.000.

Arbejdet med at lave aftaler med årets sponsorerer fortsætter, fortæller Benjamin Hansen.

- Det er noget, der tager lang tid, men vi har ikke lukket alle partneraftaler endnu. Vi har allerede annonceret nogle nye, men vi har stadig snakke med flere. Også med nogle af dem, der trak sig sidste år, som ikke er landet endnu.

Copenhagen Pride vil dog ikke oplyse, hvilke af de tabte sponsorer, de har genvundet.

Næsten halvdelen af de virksomheder og organisationer, som sponsorerede Copenhagen Pride i 2023, meldte fra til Pride-paraden i 2024. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Det er sponsorernes valg, hvornår de ønsker at melde deres deltagelse ud, siger Benjamin Hansen.

Nogle af de nye virksomheder, som har budt sig til som sponsor siden sidste sommers parade, er Implement Consulting Group, 25Hours Hotel og makeup-producenten Got2B.

Flere organisationer og virksomheder har meddelt, at de allerede inden Copenhagen Prides nye krav til sponsorer havde truffet beslutningen om ikke at deltage.

Blandt disse er TV 2, CBS og rejseselskabet TUI.

BEC Financial Technologies har ligesom Matas igen fravalgt årets Pride-parade.

- Vi deltog ikke i 2024 og deltager heller ikke i år, skriver Jens Møller Nielsen, presseansvarlig hos BEC, i en kommentar til Ritzau.

- Det skyldes dels sidste års uklarhed om Copenhagen Prides fokus, dels at vi har valgt at fokusere på andre aktiviteter, som skal engagere en bredere kreds af vores medarbejdere i diversitet og inklusion på vores arbejdsplads.

Med cirka 15.000 deltagere fik Copenhagen Pride i 2024 mere end halveret sit besøgstal, som lå på cirka 35.000 deltagere i 2023. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Omvendt meddeler Tryg til Ritzau, at selskabet i år genoptager samarbejdet med Copenhagen Pride efter en "konstruktiv dialog" med arrangørerne.

- Copenhagen Pride har bekræftet, at de fokuserer på at sikre lige rettigheder og muligheder for alle uanset seksualitet og kønsidentitet uden anden overskyggende politisering, skriver landechef i Tryg Danmark Hans Arnum.

Med henvisning til forrige års krav til sponsorerne vil fokus for Copenhagen Pride fremover være på LGBT+-politiske problematikker, siger Benjamin Hansen.

- Specielt på skrift og sociale medier er det svært at være nuanceret. Derfor kommer du fremover ikke til at se os skrive sådan et udsagn igen (som sidste år, red).

- Vi arbejder ikke med landegrænser, befolkninger eller regeringer. Vores opgave er - uanset regering - at støtte alle LGBT+-personer, som er pressede.

/ritzau/

Sponsorflugten fra Copenhagen Pride

* I februar 2024 meddelte organisationen bag Copenhagen Pride-paraden alle deres sponsorer, at de ville blive spurgt ind til "interesserer og aktiviteter i Israel og Palæstina" med reference til konflikten mellem de to lande, som brød ud den 7. oktober 2023.

* Hvis det fra sponsorerne ikke var muligt at komme med et "tilfredsstillende svar", kunne de ikke længere indgå partnerskab med Copenhagen Pride, skrev organisationen på Facebook.

* Den 7. marts 2024 undskyldte den daværende forperson i Copenhagen Pride, Lars Henriksen, for, at kommunikationen vedrørende konflikten i Gaza var "dårlig".

* Den 8. maj trak Lars Henriksen sig som forperson i organisationen og blev samme dag erstattet af Benjamin Hansen.

* Den 28. maj havde næsten halvdelen af Copenhagen Prides sponsorer meldt fra til årets parade.

* Mindst 15.000 deltog i Copenhagen Pride-paraden den 17. august 2024, anslog Københavns Politi. I 2023 var deltagertallet mindst 35.000.

Kilde: Dr.dk.

/ritzau/

Sponsorflugt. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu