Coronakurven er knækket: Kontakttal falder til 0,8
Som et resultat af et stigende antal smittede med covid-19 indførte regeringen nye restriktioner. Tirsdag er kontakttallet faldet til 0,8, hvilket betyder, at epidemien er aftagende. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Epidemien er aftagende i Danmark og ti smittede smitter nu i gennemsnit otte andre.
Kurven er knækket, skriver sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på Twitter, efter at kontakttallet er faldet til 0,8.
Kontakttallet, der også er kendt som smittetrykket, er faldet til under 1, og dermed er epidemien aftagende i Danmark.
- Tak til alle, der hver dag gør en indsats for at bryde smittekæderne. I Europa har epidemien stadig alt for godt fat, og vi kan se, at smitten stiger mange steder, skriver Magnus Heunicke.
- Virus er her stadig, så det er afgørende, at vi holder fast.
Når kontakttallet er på 0,8, betyder det, at ti smittede i gennemsnit smitter otte andre.
Det betyder, at der lige nue bliver færre smittede med coronavirus.
Kontakttallet har været faldende de seneste uger. I sidste uge var kontakttallet 1,1, og i ugen før var kontakttallet 1,3.
Epidemien var aftagende i det meste af august, men i starten af september steg kontakttallet igen til cirka 1,5, hvilket er det højeste, tallet har været i Danmark, siden pandemien indtraf her.
Da kontakttallet begyndte at stige, introducerede regeringen nye tiltag.
Caféer, barer og restauranter skal dermed lukke klokken 22, og det er obligatorisk at bære mundbind, når man står op indenfor på sådanne restaurationer.
Forsamlingsforbuddet blev også sænket til 50 fra 100.
Tiltagene blev først introduceret i kommuner med særligt bekymrende smittetal, men de er siden blevet bredt ud til at dække hele landet, hvor de gælder indtil 18. oktober.
Kontakttallet beregnes på baggrund af udviklingen i antallet af indlagte patienter og bekræftede smittetilfælde.
Fordi der går noget tid, fra en person smittes og udvikler symptomer, og der yderligere går noget tid før indlæggelse, vil der være forsinkelser i beregningen af kontakttallet.
Da kontakttallet estimeres på baggrund af et tidsvindue på syv dage, kan der gå et par dage, før ændringer kommer til udtryk i kontakttallet, afhængig af hvor stort faldet eller stigningen er.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie