Coronavirus lukker afterskisteder i Norditalien
Dansk gæst fortæller, at frygt for coronavirusset lukker afterskisteder i det populære skisportssted Livigno.
I skisportsområdet Livigno i Norditalien må barer og diskoteker ikke holde åbent efter klokken 18 af frygt for spredning af coronavirusset.
Det fortæller Julia Ring Levy fra København, der er gæst i Livigno.
Hun fortæller, at lukningerne sker, fordi man er bange for, at virusset skal sprede sig. Afterskistederne er sent om aftenen typisk tætpakkede, og det er derfor steder, hvor virusset har gode vilkår for at spredes.
- Vi fik at vide, at alle barer og natklubber, hvor der samles mange mennesker, skal lukke klokken 18. Det trådte i kraft i går (mandag, red.) og varer indtil videre til 1. marts, siger hun.
Turistinformationen i Livigno bekræfter på deres hjemmeside, at visse restaurationer kan være underlagt begrænsninger, men oplyser ikke noget mere specifikt.
Bivio Club, der ligger i området, bekræfter, at deres natklub er blevet tvunget til at lukke. De bekræfter også, at det er et sikkerhedsmæssigt tiltag på grund af coronavirusset.
Milkey's Disco Club, der er et andet diskotek i området, oplyser, at de heller ikke må holde åbent efter klokken 18.00.
Det hidtil største udbrud af coronavirus i Europa skete i sidste uge. Mere end 200 tilfælde er registreret i provinserne Veneto og Lombardiet.
Indtil videre er syv mennesker døde, og de lokale myndigheder har sat hårdt ind over for udbruddet.
Alle omkomne i Italien har været ældre borgere, og flere af dem havde et svækket immunsystem. Søndag omkom en ældre kvinde, der var diagnosticeret med kræft, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
BBC kunne mandag berette, at cirka 50.000 mennesker i praksis sidder i karantæne i Italien.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned