Da borgmesteren blev homoaktivist

Fra på lørdag og en uge frem står København i de homoseksuelles tegn. 5500 deltagere vil fra hele verden deltage i Worldoutgames.

Når Worldoutgames fra på lørdag sætter København på den anden ende, kan sportsdelen - der af mange kendes som homo-OL - bedst beskrives som et DGI-gymnastikstævne på internationalt plan, hvor flere af deltagerne måske for første gang tør holde deres partner i hånden offentligt.
Sådan lyder karakteristikken i hvert fald fra direktør for Worldoutgames, Uffe Elbæk. Tirsdag løftede han sløret for programmet for det ugelange arrangement, der er det blot andet af sin slags. Første gang, Worldoutgames blev afholdt, var i 2006 i Montreal, Canada.
Denne gang har 5500 deltagere meldt deres ankomst til begivenheden, der sætter fokus på homoseksuelle og ikke mindst deres mangel på rettigheder i forskellige lande. Og symptomatisk nok har et par håndfulde af deltagere - af frygt for repressalier fra deres hjemlandes styrer - valgt at optræde anonymt.
Worldoutgames bygger på tre piller: Sportsdelen med 1800 konkurrencer fordelt på 34 sportsdiscipliner, en konferencedel med 110 workshops og 24 gæstetalere i DR's koncertsal og endelig 150 kulturarrangementer fordelt på 8 scener.
- Og så har vi med løs hånd - det er jo et homoarrangement - drysset temafester ud over byen, tilføjer Uffe Elbæk.
Ifølge kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev (V), som Uffe Elbæk roser for nærmest at være blevet homoaktivist i forbindelse med planlægningen af Worldoutgames, skal Danmark dog også gribe i egen barm, når det gælder homoseksuelles rettigheder.


- Vi kan hurtigt pege fingre ad forskellige bananstater, men vi har også selv langt vej igen, lyder det fra borgmesteren, der blandt andet henviser til sidste uges debat om en filmsekvens om to forelskede mænd, som Metroselskabet i første omgang afviste.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret