Dåb og vielser dykkede sidste år i coronaramt folkekirke

Coronakrisen lagde sidste år en dæmper på mange aktiviteter i folkekirken, eksempelvis dåb og vielser. (Arkivfoto). Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Færre blev døbt, viet og konfirmeret i folkekirken sidste år, og det udløser bekymring i kirkelige kredse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Coronakrisen satte sit tydelige præg på folkekirken sidste år, da færre end året før blev døbt, konfirmeret og viet.

Det viser kirkestatistikken for 2020 ifølge det kirkelige medie folkekirken.dk.

Der blev foretaget 23 procent færre vielser og 16 procent færre dåb sammenlignet med året før.

- Coronakrisen har vist, at den også har sat sit præg på en af de former for fællesskaber, som fylder meget i kirken - nemlig fællesskabet om dåben og festligholdelsen af den, men også et andet ritual som vielsen.

Det siger lektor i religionssociologi Henrik Reintoft Christensen, Aarhus Universitet, til Ritzau.

Faldet i vielser og dåb vidner for ham om, at det er begivenheder, som man gerne vil fejre sammen med venner og familier.

Så når coronaen sætter restriktioner, udskyder man hellere frem for at gennemføre det for en begrænset skare.

Også antallet af konfirmationer faldt i forhold til året før. Ifølge folkekirken.dk faldt andelen af unge, der blev konfirmeret, fra 68,5 procent i 2019 til 66,0 sidste år.

Det er først og fremmest det faldende dåbstal, der giver anledning til panderynker i folkekirkelige kredse.

Lederen af Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter, Birgitte Graakjær Hjort, mener, at det kalder på handling.

- Hvis det for eksempel er forældrenes første barn, som ikke bliver døbt på grund af nedlukningen, så er der sandsynlighed for, at barn nummer to og tre heller ikke bliver døbt, siger hun til folkekirken.dk.

Birgitte Graakjær Hjort foreslår en dåbskampagne og en særlig indsats for kirkerne for at gøre dåben af børn fra ét til tre år mere tilgængelig.

- Jeg forstår godt bekymringen. Noget af det, man vil kigge på, er nok, hvor mange af de her børn der ikke blev døbt i 2020, som vil blive konfirmeret om 13-14 år, siger Henrik Reintoft Christensen til Ritzau.

Når det er sagt, regner han dog med, at der bliver travlt ved døbefonten i kirker landet over, når der igen bliver åbnet for større forsamlinger.

- Jeg tror, vi vil se et boom, der nok vil være større end det, vi så i sensommeren sidste år efter første runde med nedlukningen.

- Mange forældre vil gerne have døbt børnene, inden de bliver alt for store og tunge at håndtere hen over en døbefont, siger lektoren.

Kirkestatistikken viser også, at andelen af medlemmer af folkekirken sidste år faldt med 0,5 procentpoint fra 74,3 til 73,8.