Dæmningsskred lukker jernbanestrækning i fire uger
Jysk jernbanestrækning vil blive spærret i fire uger. Der vil i stedet blive indsat togbusser på strækningen.
Togpassagerer mellem Engesvang og Silkeborg må forberede sig på længere rejsetid den næste måneds tid.
Det skyldes et begyndende skred i en dæmning på strækningen, som er blevet opdaget takket være et intelligent sensorsystem.
Fra 20. januar og frem til 18. februar vil Banedanmark sikre, at dæmningen ikke pludselig forsvinder under skinnerne.
- Vi havde i forvejen planlagt at lave dæmningen til sommer, men med den seneste varsling kan vi allerede nu sætte ind proaktivt og udbedre skaderne, inden det udvikler sig til et mere langvarigt og akut sporarbejde til gene for passagererne, siger sektionschef ved Infrastruktur i Banedanmark Anders Muus.
Der er tale om 100 meter dæmning i 10 meters højde, der skal gennemgås og sikres mod yderligere skred.
Det betyder, at 160 meter skinner skal fjernes, så det gamle underlag kan graves væk, og nyt grus kan lægges på.
Mens arbejdet står på, indsætter GoCollective togbusser på strækningen i den periode.
I perioden frem til, at arbejdet begynder, vil der være indsat en sporvagt døgnet rundt, der holder øje med dæmningen.
Så sent som i april sidste år blev togtrafikken indstillet på den samme strækning på grund af et dæmningsskred.
Dengang blev årsagen fastlagt til at være store mængder regn, der fik dele af dæmningen til at erodere, så dele af skinnerne ikke var understøttet tilstrækkeligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde