Damen med de blå tænder slipper hende ikke

Mette Horn fotograferet i forbindelse med præsentationen af TV 2-dramaserien "Dag og nat" i 2022. Horn spillede sosu-assistenten Trille med et stort omsorgsgen på en travl fødegang. Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Skuespiller Mette Horn magter at spille pinlig uden hæmninger. Et talent hun har udfoldet i både gruppen "Emmas Dilemma" og i "Max Pinlig"-filmene.

Offentliggjort Sidst opdateret

Uanset, hvad skuespiller Mette Horn har gjort eller vil bedrive fremover, så vil hun af mange huskes som "Damen med de blå tænder".

Hende, der siger lige, hvad hun tænker og ikke er bange for at køre folk over på vej mod sine alkoholiserede pointers mål og med rigeligt med rødvin som sandhedsserum.

Den 11. januar fylder Mette Horn 60 år.

Det er længe siden, at damen med de ætsende sandheder boblede op i satiregruppen "Emmas Dilemma", som Mette Horn blev en del af i slutningen af 1990'erne.

Det skulle siden vise sig at blive scenen, hvor "Damen med de blå tænder" gjorde sin entré omkring årtusindskiftet.

Figuren opstod i et samarbejde med instruktør Lotte Svendsen, der trak på erfaringer fra den yderste venstrefløj og skrev en kvinde frem med blik for det store fællesskab tilsat en noget svingende forståelse for individets behov og drømme.

For Mette Horn var det en fryd at personificere sin opvæksts rasende irritation over alt det, der ikke måtte tales om i et pænt hjem.

Horn er født og opvokset i Gentofte men blev uddannet ved Aarhus Teater i 1991. Siden har hendes komiske talent udfoldet sig i mange sammenhænge. Ud over "Emmas Dilemma" har mange set hende som pinlige mor Agnete i "Max Pinlig"-filmene i årene 2008 til 2012.

Undervejs har hun medvirket i en række forestillinger, i alt 15 film samt tv-serier som "Hotellet", "Nynne" og Lykke". Hun har ofte været sjov og nåede også at blive træt af det og savnede ny boller på sin skuespilsuppe.

Efter coronaen kom hun i 2021 med bogen "Flueben", der bygger på humoristiske og melankolske iagttagelser.

Og da hun året efter medvirkede i Lone Scherfigs TV 2-serie "Dag og Nat", var Mette Horn for en gangs skyld ikke sjov men omsorgsfuld sosu-assistent.

I et tidligere interview har hun beskrevet, at hun havde nået et punkt, hvor hun fik det svært med at være alt for kendt, og at hun på et tidspunkt begyndte at bakke væk fra for de komiske roller.

Den famøse rødvinsdame er dog ikke lagt mere i graven, end at hun og Mette Horn fejrede jubilæum i 2023 i teaterforestillingen "Den runde fødselsdag", hvor hun var scenen med journalist og musiker Torben Steno i rollen som Damens tjener.

Mette Horn har to voksne børn fra et tidligere forhold og er i dag gift med Steen Iversen, der sælger kuglepenne og cykler.

/ritzau/

-

-

-

/ritzau/