Danmark er klar til at betale en stor del af regningen for, at det internationale samfund kan sende pirater bag lås og slå i Somalia. Det skriver Politiken mandag.
Udviklingsminister Søren Pind (V) lover, at der er "mange penge" på vej til de kommende års indsats for at bygge fængsler og etablere et retsvæsen i det østafrikanske land.
Det gør han i kølvandet på, at der netop er indgået en international aftale om overførsel af pirater dømt i udlandet, så sørøverne kan dømmes på Seychellerne og afsone i Somalia.
- Men som forholdene er i øjeblikket i Somalia, er det særdeles vanskeligt, medmindre de får den nødvendige støtte til at opbygge og håndtere et fængselssystem. Den opgave vil Danmark helt entydigt bakke op om, siger Søren Pind til Politiken.
- Jeg har ingen skrupler ved at presse mine kolleger i andre lande. Det her er et verdensproblem, og derfor bør flere også spæde til.
- Jeg tror, at mange lande er uvante med at understøtte fængsler og domstole som en del af udviklingsarbejdet, og derfor skal det internationale samfund også lige vænne sig til, at det faktisk er realiteten, forklarer Søren Pind.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde