Danmark får endnu en restaurant med to Michelinstjerner

Foto: Jens Astrup /Scanpix

Danmark får endnu en restaurant med to Michelinstjerner. Det er Geranium med kokken Rasmus Kofoed ved roret, der tildeles en ekstra stjerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Restaurant Kadeau går direkte ind i guiden med én stjerne til sin egen store overraskelse.

- Vi havde ikke regnet med, at vi ville få en stjerne, fordi vi kun har ligget på Christianshavn så kort tid, siger en af de tre indehavere af restauranten, Magnus Høegh Kofoed til Ritzau.

Dermed har Storkøbenhavn 13 Michelinrestauranter og 15 stjerner i den prestigefyldte Michelinguide - to restauranter har nu to stjerner. Der er aldrig uddelt tre stjerner her til lands.

Endnu en gang bliver restaurant Noma, på trods af at den to år i træk er kåret som verdens bedste restaurant, tildelt to stjerner i guiden.

Noma havde nu heller ikke selv troet på en ekstra stjerne, og ifølge direktør Peter Kreiner er man rent faktisk rigtig glad for de to stjerner.

Ingen restauranter mistede stjerner, og 11 restauranter får én stjerne. Det er Grønbech Churchill, Relæ, Den Røde Cottage, AOC, Kokkeriet, Formle B, Kiin Kiin, Kong Hans Kælder, Søllerød Kro og Kadeau, som den eneste nye.

13 restauranter får en Michelin Bib Gourmand, der er restauranter, der serverer et godt måltid til en rimelig pris.

Marv & Ben, Orangeriet, Enomania, Mêlée, Søren K, Skovshoved, Famo, Fredriks Have, Kanalen, Kødbyens Fiskebar, L'Altro, Somelier og Retour, der som den eneste er ny på listen.

Men årets Guide Michelin 2013 betyder, at København må sige farvel til titlen som Nordens ubestridte gourmetcentrum.

I 10 år i træk har Danmark haft flest restauranter med Michelin-stjerner, men i år må vi dele førstepladsen med svenskerne.

Hele tre nye svenske restauranter er blevet belønnet med stjerner i år, oplyser TT, og dermed kan både Danmark og Sverige prale af 13 restauranter med Michelin-stjernestatus.

Begge lande har en samlet stjernesum på 15 stjerner, da der er to restauranter med to stjerner i både Danmark og Sverige.

I Norge har tre restauranter samlet fået fire stjerner, oplyser NTB.

Ifølge Michelin selv har inspektørerne udvalgt de bedste spisesteder i København.

- Uanset om du leder efter en stjernerestaurant eller et hyggeligt, lokalt spisested, så har Michelins anonyme inspektører udvalgt det bedste, København har at tilbyde, siger Carl Stenson, informationschef hos Michelin i Norden.

Hvert år rejser anonyme inspektører rundt i hele Europa og prøvespiser på restauranter og bor på hoteller. Inspektørerne betaler altid for deres mad og hotelovernatninger.

De er aflønnet af Michelin - alt sammen for at bevare guidens uafhængighed og troværdighed, oplyser Guide Michelin.

/ritzau/