Danmark får FN-center for problemknusende uddannelser
Aalborg Universitet bliver nu hjemsted for et nyt FN-center, som skal udbrede en succesfuld dansk undervisningsmodels fokus på problemløsning og projektarbejde til resten af verden.
FN-organisationen Unescos øverste organ har netop godkendt etableringen af det nye center ud fra en vision om, at flere unge med bedre tekniske uddannelser kan løse globale udfordringer og redde kloden.
Målsætningen er en direkte forlængelse af FN's udviklingsmål om at arbejde for større bæredygtighed.
- Ingeniørvidenskab, teknologi og innovation kan være med til at udvikle renere og grønnere teknologier, og det er afgørende, når vi skal tackle globale udfordringer som klimaforandringer, siger professor og kommende Unesco-centerleder Anette Kolmos fra Institut for Planlægning.
- Den særlige problem- og projektbaserede undervisningsform, som vi på Aalborg Universitet har udviklet gennem 40 år, har vist sig meget effektiv til at uddanne ingeniører og forskere til at samarbejde om komplekse opgaver.
- Så det er oplagt at drage fordel af pionérindsatsen andre steder, siger hun.
Hun har siden 2007 siddet i et særligt Unesco-professorembede i problembaseret læring. Siden 2009 har Aalborg Universitet haft sit eget center for problembaseret læring og bæredygtighed.
Det er indsatsen derfra, der nu skal bygges videre på under Unescos protektion, så det nye center kan inspirere i resten af verden.
Organiseringen af centret bliver en global affære med en rådgivende komité med universitets- og virksomhedsrepræsentanter fra Brasilien, Tanzania, Sydafrika, Rusland, Thailand, Malaysia, Nepal, Bangladesh, Indien, Kina, Australien, USA og Frankrig.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde