Danmark husker stadig den flinke svensker

Bosse Johansson nåede i sine fire år som dansk herrelandstræner blandt andet at kvalificere landsholdet til en VM-slutrunde, hvor holdet kom i kvartfinalen. (Arkivfoto). Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix

Bo Johansson med kælenavnet Bosse har trænet et væld af skandinaviske fodboldklubber. I Danmark er han mest kendt for sine år som landstræner. Nu fylder han 80.

Offentliggjort Sidst opdateret

Året er 1998, og danskerne sidder limet til skærmen. Årsagen? Fodboldlandsholdet spiller VM-kvartfinale mod Brasilien.

Godt nok endte kampen 3-2 til brasilianerne, men at nå i kvartfinalen var en gigantisk præstation for landsholdet - den hidtil bedste ved en VM-slutrunde.

Succesen kom ikke mindst i hus på grund af Bo Johansson, der blandt fodboldfans bare går under navnet Bosse.

Bosse Johansson startede som så mange andre trænere med at være fodboldspiller, uden at han dog nåede tinderne. Det er som træner, man husker Bosse, der fylder 80 år den 28. november.

Han var landstræner for Danmark i fire år - fra 1996-2000. Bosse Johansson var kendt som en flink fyr, som danskerne hurtigt tog til sig - også selv om han er svensker.

Det billede bekræftede tidligere fodboldspiller og nuværende ekspert Morten Bruun, der har spillet under Bosse Johansson, i 2020.

- Jeg er glad for at have opnået mit bedste fodboldresultat under den mest humanistisk indstillede træner, jeg nogensinde har haft. Hans mandskabsbehandling var enestående.

- Fodboldverden kan godt være gennemsyret af en grundindstilling om, at der er grænser for, hvor langt man kan nå ved at være et godt menneske. Den indstilling brød Bosse med, sagde han.

Bruun hentyder til en anden af Bosse Johanssons danske triumfer - han skaffede Silkeborg IF et sensationelt mesterskab i 1994.

Han har - ud over det danske landshold og Silkeborg IF - trænet en række svenske og norske klubber, herunder Kalmar FF, FK Jerv og Östers IF, ligesom han nåede et år i Grækenland i Panionios.

I dag er Bosse fodboldpensionist, men han har ikke sluppet trådene til Danmark helt.

Han har netop deltaget i TV 2-programmet "Landstrænerne", hvor han sammen med Åge Hareide, Kasper Hjulmand, Sepp Piontek og Morten Olsen snakker om, hvordan det var og er at være træner for Danmarks herrelandshold.

/ritzau/