Danmark kunne have en formue på godt 300 milliarder kroner og dermed have verdens tiende største oliefond, hvis de danske politikere havde indledt en opsparing samtidig med Norge i 1996.
Ifølge beregninger foretaget af Ugebrevet A4 ville den danske oliefond i dag være på 307 milliarder kroner.
Selvom det er milevidt fra formuen i den norske "Government Pension Fund", så ville det ikke desto mindre betyde, at Danmark i dag ville have den tiende største oliefond i verden ifølge den årlige rangliste fra Sovereign Wealth Fund Institute.
Professor i økonomi ved Københavns Universitet Jørgen Birk Mortensen påpeger, at Danmark kunne have stået i en økonomisk væsentlig bedre situation, hvis politikerne havde oprettet en oliefond.
- Hvis indtægterne fra Nordsøen var blevet placeret i en fond, så kan det være, at det offentlige forbrug ikke var øget så meget, og der ikke var givet så store skattelettelser. Det kunne man godt have ønsket sig i den nuværende økonomiske situation, siger han.
Birk Mortensen mener desuden, at det i solidaritet med fremtidige generationer kunne være godt, hvis indtægterne fra Nordsøen var blevet gemt i en fond.
Også direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen havde gerne set, at politikerne havde oprettet en oliefond, hvis formue kunne bruges på langsigtede investeringer i forskning og uddannelse.
- Det ville være langt bedre end blot at bruge pengene på drift og skattelettelser. Grundlæggende mener jeg også, at det ville være bedre at bruge pengene i en periode med høj ledighed og lav økonomisk vækst som nu, frem for da der var allermest tryk på kedlerne i Danmark, siger han.
Andersen henviser til, at indtægterne fra Nordsøen var en af forklaringerne på, at statskasserne bugnede under tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) ledelse.
I Venstre vil de heller ikke høre tale om, at de har skadet dansk økonomi ved at ødsle indtægterne fra Nordsøen bort.
- Oliepengene har været medvirkende til at sikre, at vi har betalt af på vores gæld og står økonomisk stærkt i dag. Det er jeg godt tilfreds med, siger Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned