Danmark må behandle asylansøgeres sager

Danmark og de øvrige EU-lande må holde op med at tvangsudsende afviste asylansøgere til Grækenland og selv behandle asylansøgernes sager.

Det siger Dansk Flygtningshjælps generalsekretær, Andreas Kamm, efter en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fredag.

- Vi er tilfredse og glade for dommen, som giver medhold i, at det var en krænkelse af menneskerettighederne at sende en asylansøger til Grækenland. Nu må Danmark og de øvrige EU-lande tage konsekvensen og begynde at behandle sagerne selv, siger Andreas Kamm.

Den danske regering er længe fortsat med at tvangsudsende afviste asylansøgere til Grækenland, men i 340 tilfælde er tvangsudsendelserne sat i bero, mens menneskeretsdomstolen har behandlet sagen.

- Det er meget vigtigt, at de asylansøgere, der sidder og venter i hele Europa, kan få prøvet deres sager, så de, der har behov for beskyttelse, kan få det, og de, der ikke har det, kan sendes tilbage til deres hjemland, siger Andreas Kamm.

Domstolen har givet en afghansk asylansøger ret i, at det var umenneskeligt og i strid med menneskerettighederne, at han blev udsendt af Belgien til et liv på gaden i den græske hovedstad, Athen, uden udsigt til at få sin asylsag behandlet.

Det skrantende asylsystem i Grækenland er det problem for hele EU, fordi Grækenland i mange tilfælde er det første land i EU, asylansøgerne kommer til og dermed efter EU's regler i den såkaldte Dublinforordning skal have deres sager behandlet der.

- Det er et problem, at et europæisk land er så langt fra at leve op til menneskerettighederne. Derfor er det indlysende, at EU må kigge på, hvilke konsekvenser dommen skal have for Dublinforordningen, siger Andreas Kamm.

En løsning kan være at undtage Grækenland for bestemmelsen om første asylland i en periode.

Det skønnes, at omkring 100.000 asylansøgere opholder sig i Grækenland, der kun har asylcenterpladser til 1000. Derfor lever asylansøgerne, såvel børn som voksne, på gaden, hvor de er udsat for vold fra myndigheder og fra ekstreme grupper.

En række europæiske lande har allerede taget konsekvensen af det dårlige græske asylsystem og er begyndt at behandle sager. Det gælder f.eks. Norge og Sverige, Storbritannien og Tyskland.

/ritzau/

Regeringen må droppe udsendelser til Grækenland og selv behandle asylansøgeres sager, mener flygtningehjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret