Danmark og Malmros er ude af årets Oscar-ræs
Nils Malmros' drama "Sorg og Glæde" er ikke længere i spil til en Oscar som bedste udenlandske film.
Når den 87. udgave af Oscar-uddelingen løber af stablen 22. februar 2015 bliver det uden dansk repræsentant i kategorien "bedste udenlandske film".
Nils Malmros' drama "Sorg og Glæde" er ikke med på listen over de ni film, som Oscar-akademiet har offentliggjort fredag aften dansk tid.
Med på den såkaldte January shortlist er til gengæld den svenske film "Force Majeure" og den polsk-danske produktion "Ida".
Sidstnævnte film har både polsk instruktør og polske skuespillere, mens de to danskere Sofie Wanting Hassing og Christian Falkenberg Husum har været med til at producere filmen.
Fra listen skal yderligere fire film sorteres fra, inden man har de fem film, der officielt nomineres til at vinde den prestigefulde Oscar-statuette. I alt 83 udenlandske film var i første omgang med i opløbet.
Herhjemme blev "Sorg og Glæde" valgt som Danmarks Oscar-kandidat i september foran filmene "Kapgang" og "En du elsker".
Med udeladelsen af Nils Malmros' film stopper en flot tradition af danske spillefilm ved Oscar-uddelingen.
De sidste to år har både Thomas Vinterbergs "Jagten" og Nikolaj Arcels "En Kongelig Affære" været nomineret til en Oscar.
Året før klarede Ole Christian Madsens "SuperClásico" sig netop videre til January shortlist uden dog at blive nomineret, mens Susanne Bier i 2010 gik hele vejen med filmen "Hævnen".
15. januar 2015 vil de fem nominerede blive offentliggjort sammen med resten af de nominerede i de andre kategorier.
Skuespilleren Neil Patrick Harris er vært for årets Oscar-uddeling, der afholdes i Dolby Theatre i Hollywood.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub