Danmark ser nærmere på muligheder for vaccination mod RS-virus
RS-virus smitter gennem dråber fra nys og host. (Modelfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
EU-kommissær ser frem til, at RSV-vaccine bliver en del af nationale programmer. Danmark vil ikke love noget.
Det er "for tidligt at sige", om en EU-godkendt vaccine mod RS-virus, som medfører luftvejsinfektion, bliver en del af danske vaccinationsprogrammer.
Det udtaler Sundhedsstyrelsen i et skriftligt svar til Ritzau onsdag.
Udtalelsen kommer, efter at EU har autoriseret salg af en vaccine, der skal beskytte mindre børn og ældre mod RS-virus.
Virusset giver normalt blot milde forkølelsessymptomer, men kan være alvorlig for børn, ældre og andre med nedsat immunsystem.
Det er den hyppigste årsag til indlæggelseskrævende luftvejsinfektion hos små børn.
- De forskellige nye muligheder for at vaccinere mod RS-virus er derfor noget, som Sundhedsstyrelsen vil se nærmere på, oplyser styrelsen.
Godkendelsen af vaccinen er kulminationen på årtiers jagt efter beskyttelse til sårbare patienter.
- Dette er vores første EU-autoriserede RS-vaccine, som ikke kun beskytter ældre, men også børn allerede fra fødslen, sagde EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakides, fredag.
Hun sagde ifølge nyhedsbureauet AFP, at hun ser frem til, at medlemslande gør vaccinen tilgængelig i nationale vaccineprogrammer.
Men det kan Danmark altså ikke love endnu.
Selv om virusset kan føre til indlæggelse, kommer de fleste danske børn sig over RS-virus uden problemer.
Vaccinen med navnet Abrysvo er fremstillet af medicinalselskabet Pfizer.
Også de amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt en tilsvarende vaccine til børn.
- Sundhedsstyrelsen laver løbende vurderinger af, hvorvidt nye eller allerede tilgængelige vacciner skal indføres i de nationale vaccinationsprogrammer, skriver styrelsen.
- Vurderingerne tager ofte udgangspunkt i ændrede sygdomsmønstre eller godkendelse af nye vacciner.
Ved toårsalderen har næsten alle børn haft RS-virus én gang, og halvdelen har haft det to gange.
I Danmark indlægges cirka tre procent af alle børn mindst én gang med RS-virus inden for de første to leveår, fremgår det af sundhed.dk.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde