Danmark skal gøre kræftkampen kunstigt intelligent

Danmark skal løfte 300 millioner kroner stort EU-projekt i kræftscreening i Europa med kunstig intelligens.

Offentliggjort Sidst opdateret

Screening afslører kræft tidligt hos mange patienter og er med til at redde liv.

Derfor er screening for brystkræft, livmoderhalskræft og tarmkræft for længst en veletableret og succesrig standard i det danske sundhedsvæsen.

Nu skal Danmark være med til at udbrede screening i 29 europæiske lande ved brug af kunstig intelligens (AI).

Forskningscentret for kunstig intelligens, CAI-X, ved Odense Universitetshospital (OUH) og Syddansk Universitet får ansvaret for brugen af kunstig intelligens i en stor EU-bevilling til bekæmpelse af kræft.

Det næsten 300 millioner kroner store projekt skal bane vej for at forbedre screeningsprogrammerne for en stribe kræftformer i projektet EUCanScreen, der går i luften i juni.

Formålet er at udbrede de bedste erfaringer til flere europæiske lande og indføre allerede velfungerende screening-metoder for bryst-, livmoderhals- og tyktarmskræft i andre lande.

Desuden skal projektet understøtte brugen af de nyeste anbefalede screeningsprogrammer for kræft i lungerne, prostata og mavesækken.

- Vi så muligheden som den eneste danske partner i projektet for at sprøjte noget AI ind i projektet, fordi vi tror på, at det er fremtiden, siger Benjamin Rasmussen, klinisk forskningsleder i CAI-X.

- Samtidig er det et spændende samarbejde med mange og meget dygtige partnere på tværs af Europa, om hvordan vi arbejder med kunstig intelligens på en ordentlig og den bedste måde.

- Kunstig intelligens indenfor screening kan være med at styrke sundhedsvæsenet, så man trods voksende udfordringer stadig kan levere den samme kvalitet til endnu flere patienter.

OUH skal blandt meget andet være med til at udbrede erfaringer i brugen af kunstig intelligens i diagnostik af brystkræft.

Peter Børker Nielsen er daglig leder i CAI-X, Odense Universitetshospitals center for kunstig intelligens. Han ser store perspektiver i projektet.

- Vi nærmer os snart et parlamentsvalg i EU, som har som et af sine store mål at bekæmpe cancer mere effektivt. Europa tegner sig for 25 procent af alle kræfttilfælde globalt, selv om om den europæiske befolkning kun udgør ti procent af verdens befolkning, siger han.

/ritzau/