Danmark vil sende 30 respiratorer til Albanien
I uge 39 vil 30 respiratorer blive sendt fra Danmark til Albanien, der har fået lov at låne dem i et år med mulighed for forlængelse. (Arkivfoto) Foto: Baz Ratner/Reuters
Baz Ratner/Reuters
Sundheds- og Ældreministeriet udlåner 30 respiratorer, som Danmark ikke har brug for, til Albanien.
I august overtog den danske stat 80 respiratorer, som det ikke vurderedes, at sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden havde brug for.
Det skete med henblik på at kunne låne dem ud til lande, hvor sundhedsvæsenet er presset af coronapandemien.
Albanien får nu lov til at låne 30 respiratorer af Danmark. I første omgang vil de blive udlånt i et år, men aftalen kan forlænges.
Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge ministeriet er respiratorerne af mærket ChenWei og fremstillet i overensstemmelse med gældende EU-direktiver - med andre ord er de CE-mærket.
Ministeriet forsikrer i pressemeddelelsen om, at respiratorerne, der sendes til Albanien, er korrekt mærket og kan bruges til behandling af covid-19-patienter.
Tidligere i år førte det til en del kritik, da Danmark tilbød Italien at låne en type respiratorer, der ikke effektivt kan bruges til at behandle covid-19-patienter.
Albanien registrerede mellem søndag og mandag 150 nye tilfælde af smitte med coronavirus.
I alt 364 mennesker er døde med covid-19 i landet, som ligger nordvest for Grækenland.
Albanien vil modtage respiratorerne i uge 39. Region Hovedstaden har været i dialog med Albanien om udlånet.
For at sikre, at respiratorerne overleveres bedst muligt udsendes en medarbejder fra Beredskabsstyrelsen og en intensivlæge fra Region Hovedstaden, som vil bistå med introduktion til betjening af respiratorerne.
I Danmark er der i øjeblikket 75 indlagte med covid-19. Af dem ligger tre forbundet til respirator.
Siden slutningen af august har der været en opblussen af smitte med coronavirus i Danmark.
I løbet af de seneste uger er der flere gange blevet slået rekord i antallet af daglige registrerede smittetilfælde. Det hører dog med til historien, at antallet af testede personer også er steget markant.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned