Danseren Eske Holm med de markante meninger er død
I sidste måned fik Eske Holm en blodforgiftning, der mandag forårsagede hans død, skriver Berlingske. Foto: /ritzau/Steen Ole
/ritzau/Steen Ole
Efter tiden som solodanser kastede Eske Holm sig over moderne dans. Som forfatter skabte han sig også et navn.
Koreografen, forfatteren og balletdanseren Eske Holm er død. Han blev 77 år. Det skriver Berlingske.
Ud over et alsidigt kunstnerisk talent hævede Eske Holm også sin røst i samfundsdebatten.
- Han har være en utrættelig debattør i dagspressen om alt fra omskæring af drenge til terrorbekæmpelse og bådflygtninge helt frem til for en måned siden, skriver Berlingske.
Eske Holm fulgte til at begynde med den slagne vej, gik på Det Kongelige Teaters balletskole og blev balletdanser på nationalscenen i 1958.
Han sås i store partier i værker som "Cyrano de Bergerac", "Romeo og Julie" og "Svanesøen", inden han i 1965 udnævntes til solodanser.
Men bare to år efter forlod han Den Kongelige Ballet for at kaste sig over den moderne dans som koreograf, hvor han konsekvent distancerede sig fra den klassisk-æstetiske balletstil, skrev Ritzau, da Eske Holm fyldte 70.
Eske Holm blev den første dansekunstner nogensinde, der blev indstillet til og fik bevilget finanslovens livslange kunstnerydelse.
I 1980'erne flyttede Eske Holm til Århus, hvor han blandt andet lavede forestillinger på Gellerup-scenen og var medstifter af foreningen Ny Dans.
Som forfatter markerede han sig med en række værker om krop og maskulinitet. De mest kendte er "Krop og sans", "Den maskuline mystik" og "Fædre, sønner og elskere". I 1998 udkom hans selvbiografi, "Dansen".
De senere år boede Eske Holm i Rudkøbing på Langeland.
I sidste måned fik han en blodforgiftning, der mandag forårsagede hans død, skriver Berlingske. Eske Holm efterlader sig to børn, tre børnebørn og et oldebarn.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde