En cirka 20 år gammel sag om overgreb i et katolsk kloster i Østjylland fortsætter med at hjemsøge Den Katolske Kirke i Danmark. Anklagerne, der kommer fra tidligere nonner i klostret, får nu landets biskop, Czeslaw Kozon, til at reagere.
- Jeg synes ikke, det er rimeligt, hvis noget sådant stadig kan hævdes, siger biskop Czeslaw Kozon med henvisning til anklagerne om overgreb og magtmisbrug fra klosterets daværende og nuværende leder, moder Theresa Brenninkmeijer.
- Jeg vil derfor igen henvende mig til Vatikanet og anmode om, at der på denne baggrund gennemføres en såkaldt ekstraordinær visitats (det vil sige en uvildig undersøgelse), skriver han i en pressemeddelelse.
Anklagerne stammer fra Helene Hägglund, der fra 1988 til 2000 var nonne på Maria Hjerte Abbedi, også kendt som Sostrup Kloster i Norddjurs Kommune, under moder Theresas ledelse.
Sidste år udkom Helene Hägglunds bog "Nonne tur/retur", hvori hun offentligt fremsætter beskyldninger om magtmisbrug og vold.
Små 10 år tidligere havde Czeslaw Kozon ifølge Kristeligt Dagblad modtaget beskrivelser af overgrebene og sendt dem videre til Vatikanet.
Nu har DR hevet de gamle skeletter ud af skabet. I en radiodokumentar på P1 fortæller Helene Hägglund og en anden nonne fra Sostrup Kloster, at moder Theresa gentagne gange spærrede en ældre, dement nonne inde.
- Den første gang, det skete, havde moder Theresa ikke fundet nøglen til værelset, så hun valgte i stedet at binde søsteren fast til en stol, så hun kunne sidde dér i stedet for at løbe rundt, siger Helene Hägglund i dokumentaren.
Biskop Czeslaw Kozon har opfordret sagens hovedperson, moder Theresa Brenninkmeijer, til at bakke op om sin henvendelse til Vatikanet.
Ifølge Kristeligt Dagblad har klosterlederen tidligere afvist beskyldningerne som "science fiction".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde