Dansk droneproduktion i Ukraine kan hjælpes på vej med langvarig støtte
Skywatch leverer droner fra Danmark til Ukraine baseret på donationer fra europæiske lande. Yderligere detaljer om hvilke og hvor mange kan Martin Schousboe ikke uddybe. Dronen på billedet er ikke fra Skywatch. (Arkivfoto). Foto: Darko Vojinovic/Ritzau Scanpix
Skywatch ser udfordringer både forretningsmæssigt og sikkerhedsmæssigt ved at etablere produktion i Ukraine.
Ukraine har akut behov for droner på slagmarken, og en dansk produktion i det krigsramte land kan blive en realitet i fremtiden.
Den nordjyske dronevirksomhed Skywatch ser positivt på muligheden for at etablere en dansk droneproduktion i landet.
Det siger virksomhedens administrerende direktør, Martin Schousboe, der dog understreger, at han først vil forholde sig til opgaven, når den præsenteres.
- Der er nogle overvejelser af sikkerhedsmæssig karakter, hvis man etablerer sig i et land i krig. Det giver næsten sig selv, siger han og påpeger, at der også er risici rent forretningsmæssigt, der skal overvejes.
Meldingen kommer, efter at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i forbindelse med en sikkerhedskonference i München i weekenden mødtes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Herefter lød meldingen, at Ukraine har akut behov for droner på slagmarken, og ministeren forestiller sig, at Danmark kan være behjælpelig.
Han ytrede blandt andet et ønske, om at danske virksomheder kan være interesserede i at etablere produktion i Ukraine.
Det ønske og den politiske dagsorden om mere udstyr til Ukraine bakker Martin Schousboe op om. Der er dog hindringer og udfordringer for en reel droneproduktion fra Skywatch i Ukraine.
- Vi er stolte over at kunne støtte den ukrainske forsvarskamp. Men vores muligheder er i sidste ende begrænset af de kommercielle vilkår, siger han og tilføjer, at det i den sammenhæng er vigtigt med langsigtede aftaler.
Her henviser han til, at hvis den danske regering og de øvrige donationslande, der tidligere har bakket op om den type teknologi, Skywatch laver, er indstillet på at lave langsigtede donationsaftaler, er mulighederne større.
- Ellers tror jeg, at der vil være stor usikkerhed forbundet med det, og der vil være mange virksomheder, som vil være tøvende med at kaste sig ud i det, siger han.
Skywatch leverer droner fra Danmark til Ukraine baseret på donationer fra europæiske lande. Yderligere detaljer om hvilke og hvor mange kan han ikke uddybe.
Ifølge Ritzaus oplysninger planlægger Troels Lund Poulsen en tur til Ukraine i løbet af foråret med udvalgte danske virksomheder for at fremme et samarbejde med Ukraine.
Hvis det er tilfældet, siger Martin Schousboe, at Skywatch er meget interesseret i at tage med.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker