Et dansk F-16-fly har fået materielle skader efter en nødlanding på Edwards Air Force Base i Californien. Den amerikanske pilot og instruktøren om bord er uskadte. Det oplyser Flyvertaktisk Kommando.
Ulykken skete fredag nat klokken 01.30 dansk tid efter en testflyvning. Der viste sig at være problemer med understellet, der var årsag til nødlandingen, oplyser flyvevåbnet.
Flyet er udlånt i forbindelse med udviklingen af det nye kampfly af typen F-35 Joint Strike Fighter (JSF) og er tilknyttet JSF-testprogrammet i USA.
Både piloten og instruktøren er efter nødlandingen ved godt mod ifølge Flyvertaktisk Kommando.
Det er de amerikanske myndigheder, der står for at gennemføre undersøgelserne, som skal afklare de nærmere omstændigheder ved nødlandingen.
Danmarks deltagelse i JSF-projektet har været til debat flere gange, og senest har Socialdemokraterne og SF luftet tanken om at træde ud af samarbejdet for at hente penge til partiernes 2020-plan.
JSF projektet har også fået kritik for rod i økonomien og for at udviklingsprojektet er blevet forsinket flere gange.
Danmark er inde i overvejelser om, hvilke jagerfly der skal efterfølge de nuværende. Her er JSF's F-35 en mulig kandidat, men beslutningen blev i det seneste forsvarsforlig udskudt.
Det danske flyvevåben vil helst flyve med samme fly som USA eller andre Natolande, fordi det letter fælles militære operationer, har lektor Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet tidligere vurderet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned