Dansk fly i Middelhavet fandt hash men ingen flygtninge
Et af Forsvarets fire Challenger-fly har den seneste måned fløjet overvågningsmissioner i Middelhavet. Besætningen så ingen flygtninge på vej over det kolde hav, men fangede derimod to speedbåde proppet med hash. Foto: Polfoto/Mick Anderson
Polfoto/Mick Anderson
Forsvarets overvågningsfly vender hjem efter en måned i Middelhavet uden at have set en flygtning.
Når et af Forsvarets Challenger-fly fredag vender hjem til Aalborg efter 31 dage som del af EU's grænseovervågning i Middelhavet, er det med et lidt andet resultat end ventet.
Da flyet og de medfølgende ni mand fra flyvevåbnet 10. januar lettede, lod forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) forstå, at bidraget skulle "redde liv" og "bekæmpe illegal migration".
100 flyvetimer og 18 missioner senere er facit for overvågningsflyet følgende: 0 flygtninge spottet, 0 menneskesmuglere spottet, 2 speedbåde med hash fanget.
Ifølge Challenger-bidragets chef, Michael, der kun ønsker at optræde med sit fornavn, har udsendelsen alligevel været en succes.
- Vi har været med til at sikre, at der ikke er så mange stoffer på gaden i Europa, så det er vi enormt glade for.
- Og vi har fået stor ros hele vejen rundt - især fra de lokale myndigheder, der er ellevilde med vores indsats, siger han.
Han påpeger, at det danske fly hovedsageligt har været indsat i dele af Middelhavet syd for Sicilien, der ikke er typiske områder for flygtningetransporter.
Derfor er det ifølge Michael forventeligt, at flyet ikke har så meget med hjem på den front.
- Og så kan man jo glæde sig over, at vi ikke er løbet på gummibåde fyldt med flygtninge og med alt for lidt luft i, siger Michael.
De to fangster, det er blevet til, er begge gjort i farvandet mellem Italien og Albanien.
I begge tilfælde var der tale om mindre, hurtigtgående speedbåde lastet med pakkevis af hash, der angiveligt var på vej til støvlelandet.
I alt konfiskerede politiet 2,7 ton hash som følge af danskernes overvågning fra luften.
- Jeg synes, at det er en kæmpe succes, det vi har lavet, og i og med, at de meget gerne vil have os herned igen, så tager vi da hjem med en fjer i hatten, siger Michael.
I hele 2016 konfiskerede EU's grænseagentur, Frontex, godt 20 ton ulovlige stoffer i Middelhavsområdet.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde