Dansk Flygtningehjælp fik 14,5 millioner

Der er glæde i Dansk Flygtningehjælp, nu da en foreløbig optælling viser et resultat på 14,5 millioner kroner for søndagens landsindsamling.

Indsamlingen har været hårdt plaget af afbud fra sygdomsramte indsamlere, men alligevel er det lykkedes at slå resultatet fra sidste år, hvor man endte på 14,3 millioner kroner.

Overskuddet fra indsamlingen går primært til at hjælpe flygtninge i verdens brændpunkter.

I år er der særligt fokus på at hjælpe flygtende kvinder, som er en udsat gruppe i konfliktområder, hvor voldtægt og andre overgreb ofte anvendes systematisk. Ved at give kvinderne hjælp håber Dansk Flygtningehjælp, at man samtidig støtter familierne, fordi erfaringer viser, at kvinderne ofte investerer deres ressourcer i familien.

Dansk Flygtningehjælp arbejder i mere end 30 lande i Afrika, Asien, Kaukasus og på Balkan med genopbygning og uddeling af nødhjælp.

Hvis man ikke fik besøg af en indsamler søndag, er der mulighed for at give et bidrag via Dansk Flygtningehjælps hjemmeside www.flygtning.dk

/ritzau/

Dansk Flygtningehjælp forventer, at søndagens landsindsamling ender med at give 14,5 millioner kroner. Mange indsamlere meldte fra på grund af sygdom.

Offentliggjort Sidst opdateret