Dansk Flygtningehjælp lukker sit arbejde i
Bosnien og trækker sig ud af landet. Organisationen har gennem de seneste 18 år først hjulpet fordrevne flygtninge under krigen i Eksjugoslavien og sidenhen med genopbygningen af landet.
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm forklarer, at lukningen kommer nu, fordi der ikke er penge til arbejdet i landet, og fordi det nu er forsvarligt at trække sig ud.
- Vi er stærkt afhængige af vores donors exitstrategi, og det er ikke muligt at rejse penge til det sidste arbejde. Derfor har vi ikke mulighed for at fortsætte, siger Andreas Kamm.
Han kalder det en global prioritering, at der ikke længere er penge til organisationens projekter, og anerkender, at der er mange andre steder, der har mere brug for hjælp.
I årene efter krigen og specielt i de seneste år har Dansk Flygtningehjælp fokuseret på at støtte genopbygningen ved blandt andet kapacitetsopbygning hos lokale organisationer. På trods af det advarer Andreas Kamm mod at glemme landet.
- Bosnien er kommet langt, men hvis Bosnien skal det sidste stykke ud af krigens skygge, kræver det et stort arbejde fra de lokale organisationer og fortsat fokus fra det internationale samfund, siger Andreas Kamm.
Dansk Flygtningehjælp har siden 1992 brugt over en milliard kroner på mere end 200 projekter i Bosnien og vil fortsat rådgive bosniske flygtninge i Danmark, der ønsker at vende hjem.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet