Dansk Folkehjælp bekymret for usynlige fattige

Foto: Polfoto

200.000 danske familier står med den nye fattigdomsgrænse uden for grænsen, selvom de stadig er fattige, mener Dansk Folkehjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen fastlagde i sidste uge Danmarks nye fattigdomsgrænse, og det betyder, at 200.000 fattige ikke længere kan betegnes som fattige, og det bekymrer den frivillige organisation Dansk Folkehjælp, der hjælper udsatte familier.

Ifølge leder af den nationale afdeling, Jette Ammar Kristoffersen, vil den nye fattigdomsgrænse højest sandsynligt resultere i en dårligere bekæmpelse af fattigdom.

- I Danmark er det svært at blive fattig, men det er også rigtig svært at komme ud af fattigdom igen, og syv ud af ti børn, hvis forældre har fået kontanthjælp, får også kontanthjælp, når de bliver voksne. Hvis vi så lige pludselig tager 200.000 personer ud af målgruppen, hvor mange af dem oven i købet er børn, så betyder det, at vi simpelthen ikke kan lave en målrettet indsats nok i forhold til fattigdomsbekæmpelsen, siger hun.

Man skal have været fattig i tre år, før man kan tælle med i den nye fattigdomsgrænse.

Ifølge Jette Ammar Kristoffersen er det afgørende, at man sætter ind, lige så snart man er i den situation, så man undgår at ekskludere de familier, det drejer sig om, dels så familierne ikke taber værdigheden, men dels også for samfundets skyld, da vi simpelthen ikke har råd til den fordeling, som det eventuelt vil føre til.