Dansk Folkeparti vil have skrevet krigens love om
Debatten om håndtering af krigsfanger i Irak udstiller "overhysteriske" regler, mener DF's forsvarsordfører.
Den seneste tids debat om den danske krigsførelse i Irak og danske soldaters håndtering af irakiske fanger får nu Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, til at kræve et opgør med det eksisterende internationale regelsæt for krigsførelse.
Det skriver Politiken søndag.
Konkret er det Genèvekonventionernes betydning for Danmarks indsats og mulige danske brud på konventionerne, da soldaterne overlod fanger til briter og irakere, der får Krarup til at kræve et opgør med "konventionstyranniet".
- Hele dette rettighedskompleks, som bliver kørt ud over området, skaber stor forvirring. Det morads skal der ryddes op i.
- Konventioner duer ikke i virkeligheden. De er overhysteriske, man er nødt til at føre krig på en fornuftig måde, siger Marie Krarup til Politiken Søndag.
Hun peger især på, at Danmark må kunne overlade fanger til allierede, uden at danske soldater skal føre tilsyn med dem i de allieredes fængsler.
Forsvarets Auditørkorps er ved at undersøge, om der kan være sket strafbare handlinger i forbindelse med de danske soldaters håndtering af fanger i Irak.
Marie Krarup møder ikke megen forståelse i blå blok for ønsket om et opgør med konventionerne.
Venstres udenrigspolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, medgiver, at konventionerne er skrevet i en anden tid og til en anden form for krig.
- Men at lave selve konventionerne om vil være meget op ad bakke. Jeg tror ikke på, at det ville kunne lade sig gøre.
- Og selv om vi bekæmper en modstander, der ser stort på alle konventioner, så skal vi overholde dem. Det er jo netop det, der er med til at gøre en forskel på dem og os, siger Michael Aastrup Jensen til Politiken.
En lignende melding kommer fra De konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov.
- Det er underligt, at vi skal føre tilsyn med fanger udleveret til briterne. Men det bliver meget kompliceret med særregler, og helt overordnet skal vi være glade for de konventioner. De skal overholdes, og hvis vi ikke gør det, så er det meget kritisabelt, siger Jarlov til Politiken.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker