Dansk Folkeparti vil onsdag på sit sommergruppemøde foreslå at nedlægge landets regioner for at sikre, at der er penge til sundhedsvæsnet i fremtiden, skriver Politiken.
Besparelsen ved at nedlægge regionerne som administrative enheder skal overføres til sundhedssektoren. Forslaget skal ses som en direkte forlængelse af forårets debat om regeringens økonomiske 2020-plan.
DF krævede her, at hvis der bliver flere penge til rådighed i fremtiden, skal de gå til at forbedre sundhedsvæsnet.
Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i sin tid var hovedarkitekt bag strukturreformen, der nedlagde amterne til fordel for regionerne, som fik opgaven at drive sygehusene.
Men i dag er Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, parat til at diskutere, om regionerne er den rigtige løsning for fremtidens hospitalsvæsen.
- Hvis der er nogen, der kan komme med idéer til, hvordan vi bruger pengene bedre, så lytter vi gerne. Indtil videre har regionerne løst opgaven og haft stor succes med behandlinger og med at få ventetiderne ned. Men der er også andre opgaver i fremtiden, siger hun til Politiken.
De Konservative er begejstrede for forslaget. Partiet har længe villet have regionerne afskaffet, og politisk ordfører Carina Christensen ser nu håb forude.
- Det er et væsentligt skridt på vejen, at Dansk Folkeparti siger, som de gør, og vi håber også at kunne få Venstre med. Danmark er overadministreret.
- Der sidder 200 politikere, som kun har ét område, sundhedsområdet, og de må ikke engang udskrive skatter. Det er et mærkværdigt organ. Forhåbentlig har vi haft de sidste valg til regionsrådene, siger Carina Christensen.
S reagerer helt modsat og vil udvikle regionerne i stedet for at afvikle dem, siger sundhedsordfører Sofie Hæstorp Andersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde